En optakt til Europa-Parlamentsvalget d. 9 juni

25.04.24
Som optakt til det vigtige Europa-Parlamentsvalg d. 9 juni har biblioteket sat en automat op i Videnszonen, hvor man kan trække quiz-spørgsmål om EU's fortidige og nutidige historie og få inspiration og fakta med hjem til at lægge en kvalificeret stemme til valget i juni.

Mange har nok den umiddelbare tanke, at Europa-Parlamentsvalget d. 9 juni ikke vedrører dem. Det viser den lave valgdeltagelse klart til de forrige EP-valg, da de fleste føler, at det er komplicerede at tage stilling til, fordi valget på flere punkter ikke kan sammenlignes med nationale valg herhjemme. Partierne i Europa-Parlamentet hedder noget andet, de er sammensat af mange andre landes nationale partiers medlemmer, og lovgivningen er mindre gennemsigtig, fordi den har så mange multilaterale berøringsflader. Men inderst inde ved de fleste godt, at valget er vigtigt, og måske aldrig har været vigtigere, når vi ser på såvel klimaudfordringerne som krigen i Ukraine.

Vi på Glostrup Bibliotek vil derfor gerne hjælpe dig et lille skridt tættere på at kunne forstå EU og Europa-Parlamentet, så du kan lægge din stemme på en mere oplyst baggrund. Til det formål har vi sat en EU-udstilling op i Videnszonen med bøger om EU, og man vil kunne finde en automat, hvor man kan trække quizspørgsmål, inspiration og sjove fakta om EU og Europa-Parlamentet.