Omsorgspligten - Shëkufe Tadayoni Heiberg
Omsorgspligten
Af Shëkufe Tadayoni Heiberg
Jeg har så dårlig samvittighed over at jeg ikke kan gøre mere, hjælpe mere, for jeg vil så gerne. Men jeg er bare mig og jeg når nærmest ikke noget, så er solen på vej ned igen. Nogle dage tænker jeg på, hvad det nytter. Så overvejer jeg at give op, pakke sammen og stemple ud.
Når jeg kigger mig omkring, ser jeg alle mine venner, der stadig står. Alle dem, der ikke er væltet endnu, de bidrager med hver deres. Jeg beundrer dem for at blive ved, og jeg tænker tit på, om ikke de også føler modløsheden gnave i hjernebarken ind i mellem. Men jeg ser dem tage fat, uden at skele til hvor stor opgaven er, eller hvor længe det vil tage os. Uden at bekymre sig om hvor mange af os der vil bukke under, før vores arbejde er gjort færdigt.
Det stresser min krop, alt det der skal gøres, voksenlivets forpligtelser. Ansvaret er udmattende. På det seneste er min glød forsvundet, jeg er blevet bleg og mit hår har mistet sin glans.
Da jeg var lille, var jeg tynd som en pind og bævrende som et espeløv. Jeg drømte om at blive stor, jeg drømte om at få en krone, så jeg kunne føle mig som en prinsesse og stå stærkt i livet. Det føltes som en uopnåelig drøm.
Min mor sagde til mig: “Træk vejret min skat. Roligt ind. Og så ud.” Jeg åbnede munden. Trak luften ind. Men det føltes dumt. Hvad skulle det gøre godt for. Hun sagde: “Husk at vi har omsorgspligt, vores fineste opgave er at drage omsorg. For os selv og for andre.” Men det var bare en masse ord, jeg ikke forstod.
Anderledes opmærksomt lyttede jeg, når hun sagde “Hvis du vil blive smuk som en prinsesse, må du lære at trække vejret. Du bliver nødt til at forankre dig, finde rodfæste, ellers vil den mindste modvind i livet vælte dig omkuld.” Selv stod hun bundsolidt i verden. Hun kendte sine rødder og satte håret op som en dronning, så jeg tog mig sammen og gav det et nyt skud. Det føltes rart, det måtte jeg indrømme. Jeg øvede mig alene og med mine venner, det blev efterhånden vores ting at forankre os, gennem vores vejrtrækning. Vi strakte armene i vejret, spredte fingrene, mærkede brisen mod vores hud. Vi følte os betydningsfulde, det føltes godt og jeg begyndte at forstå glæden ved omsorgspligten.
Jeg husker tydeligt en forårsdag, solen brød igennem skydækket netop som jeg stod og trak vejret, og lige der, blev jeg lykkelig. Høj på noget, der føltes som en sukkerrus, blev jeg ved. Trak luften ind og ud og ind og ud. Det ramte mig lige i kernen, jeg mærkede en dejlig varme sprede sig ud i alle mine celler og det føltes som om jeg skød et par centimeter i vejret. “Sådan” sagde min mor. “Nu virker du, både for dig selv og for din omverden. Nu sprudler du, bliv ved med det.”
Men ofte blev jeg trist igen, og så gad jeg ikke mere. Særligt når himlen var overskyet. Det satte sig tungt på mit humør. Da vinteren kom, blev jeg helt affældig og kold, det eneste, jeg havde lyst til, var at gemme mig væk. Min mor hentede alt muligt nærende til mig, hun sendte søde beskeder om hvor jeg kunne finde lækre sager, hun prøvede virkelig at lokke livsglæden frem. Men jeg var som nu. Mat og forvirret over at denne trækken ind og ud skulle være min fineste opgave. Modløs over at indse, hvor meget der skulle gøres, før det egentlig gjorde en forskel.
Jeg husker dengang vi begyndte at få besøg af de rodløse. De kom i vores hjem, som det passede dem, uanmeldt. Min mor sagde “Alle er velkomne, at holde rum er vores vigtigste dyd” og vi bød dem på nødder og bær, mens de var her. De spiste og drak, og så gik de igen. Men jeg så dem aldrig hjælpe til. Det var så underligt. Forundret spurgte jeg min mor, “Hvorfor skal de rodløse ikke hjælpe til? Gælder omsorgspligten da ikke for dem?” Min mor sukkede. Hun vidste et og andet. Men hun svarede bare, “Vi skal ikke tænke så meget på, hvad andre gør. Vi må bare sørge for at gøre det rigtige selv. Måske de vågner op en dag og indser deres ansvar. Men for nu...”
Hun sagde ikke mere. Men jeg mærkede det godt. Jeg vejrede forandringen i luften. Der kom mere og mere CO2, selvom vi knoklede med at lave det om til ilt og sukker. Det blev varmere. Og så blev vi færre. De rodløse kom igen, og denne gang fældede de tre af mine venner, savede dem midt over, som om de intet var værd. Som om de rodløse ikke fattede, at vi stod og var i gang med noget vigtigt. Hvem fælder nogen, der er i gang med noget vigtigt? Endda uden selv at gøre noget vigtigt. Jeg forstod det ikke. Det gør jeg stadig ikke.
Men jeg husker min mors ord, og jeg forsøger at fokusere på min lille del, gøre min pligt, og undgå at tænke på alt det, som jeg ikke har indflydelse på.
Først ind. Og så ud.
Book billet og læs mere om de litterære folkehøringer: LUFT