Foto: Roland Diaz

noter vedr. JORD, foråret 2023 - Ursula Andkjær Olsen

08.05.23
Skovene brænder, havene stiger, jorden pines og luften gisper efter vejret. Klimakrisen er en realitet og naturen kalder. Hvordan kan vi lære at lytte til den? Hvilke sanser må vi skærpe? Kan vi give naturen stemme? En stemme, der måske også bør tælle politisk? Og kan litteraturen hjælpe os på vej? I denne tekst fortolker forfatter Ursula Andkjær Olsen ’jord’ som tematik i klimakampen. Teksten er skrevet i forbindelse med en række arrangementer, vi kalder ’De litterære folkehøringer’ og du kan opleve teksten live på biblioteket til arrangementet ’JORD - de litterære folkehøringer’ den 10. maj

noter vedr. JORD, foråret 2023

Af Ursula Andkjær Olsen


Det første jeg tænker: Jord er det kedeligste af de fire elementer, ild er det fedeste, ha, fuck mig, jeg er et barn af den europæiske tænknings klareste luft, mest brændende kraftværk, jeg er et barn af kolonisering, instrumentalisering, industrialisering, kapitalisering + monokultur og begrebsdualismer, af oplysning, fremskridt og filosofiens foragt for materialerne. 

Jeg er et barn af jordens processer, der tror det kom ud af tynd luft som et autonomt individ, guddommelig sjæl, som en rationel forbruger. 

Jeg er et barn af en kultur, der træder på jorden uden at kalde den sit grundlag, sit fundament. 

Yes. 

*

Sidder i toget og ser: Lammene græsser under solcellerne. På marken.  

*

Idealerne MOD jorden: 

Ikke være for kvindelig

Ikke være for nærende

Ikke være for kropslig

Ikke være for tung

Ikke for konkret

Ikke for eftergivende

Ikke ligge for stille

Ikke være

Ikke være for kedelig

*

Den mesopotamiske gudinde Inanna, himlens herskerinde, gudinde for kærlighed, skønhed, krig og frugtbarhed. Hun var kendt for sine erobringstogter hos de øvrige guder, og derfor blev hendes søster Ereshkigal, herskerinde over jorden, Dødsrigets gudinde, ikke glad, da Inanna bankede på dødsrigets port. Ereshkigal forseglede alle sine syv porte og satte vagter ved, og Inanna måtte aflægge et beklædningsstykke, smykke eller en magisk genstand ved hver port for at komme igennem. Da hun endelig var nået helt ned og stod i sin søsters tronsal var hun nøgen og forsvarsløs. Ereshkigals syv tjenere kendte hende skyldig og dømte hende til døden. Og hun døde. Derefter blev hun hængt op i en krog på væggen, hvor alle kunne se hende. 

Inannas tjenerinde Ninshubur fik overtalt guden Enki til at sende to hjælpere i flueskikkelse ned i dødsriget efter Inanna. De kom, besatte Ereshkigal med en sygdom og ville ikke forlade hendes krop før hun frigav Inanna. Det gjorde Ereshkigal på den betingelse, at en anden skulle tage Inannas plads. Den tomme plads i dødsriget skal altid fyldes ud. Denne lov er formel. 

Da Inanna kom op, mødte hun først Ninshubur, og Ereshkigals tjenere ville tage hende med ned. Men Inanna sagde nej – for Ninshubur var klædt i sørgeflor og havde sørget over sin herskerindes død. Derefter mødte de Inannas sønner – som sørgede, så heller ikke dem overgav Inanna til Ereshkigals tjenere. Til sidst nåede de frem til Inannas elsker, Dumuzi, gud for hyrder og frugtbarhed, der sad i al sin pragt på tronen uden at sørge det mindste. Da blev Inanna rasende og overgav Dumuzi til Ereshkigals tjenere. Imidlertid fortrød Inanna også dette, og den endelige ordning blev, at Dumuzi var hos hende i seks af årets måneder, mens hans søster, Geshtinanna, gudinde for agerbrug, vækst og drømmetydning, tog hans plads i underverdenen. Den anden halvdel af året byttede de. Dermed opstod årstidernes vekslen. 

*

Hvad er det med jords sammensathed, at den virker så tvetydig:

Jord = arbejde = tid = besvær = død

Jord = vækst = proces = rigdom = liv 

*

Handlen med dødsrigets guder, der foregår i jordens kerne. Der ER jordens kerne.  

Skuffen med ingenting, den tomme plads som skubbes rundt i systemet

(dødsrige/livmor/boiler room/hall of change)

*

Vandet jeg drikker der slår mod solar plexus

indefra

Fantomsmerter? 

Kæmpe jordskælv i Tyrkiet

*

Jordens tvetydighed, at den er et interface mellem alt det andet, organisk som uorganisk. De andre elementer med deres kedsommelige renhed og simpelhed: 

ild er ild

vand er vand

luft er luft

Jord er forvandling

*

Endnu et jordskælv i Tyrkiet. 

*

Hvidglødende hedeture, ondt i maven, også hvidglødende i maven. Jordskælvet i Tyrkiet der også rakte ind i Syrien, hvor Asad og Putin i de seneste 12 år er gået efter at bombe hospitaler. Hører det i radioen. Disse ruiner skal nu modtage de overlevende fra jordskælvet. I løbet af de 12 år: Man malede ambulancerne i jordfarver for at de ikke skulle skrige til himlen. 

*

Ondt i maven, tåge, begyndende angst. 

*

Kornet der er for tungt til strået

Kyllingen der er for tung til sine ben

Menneskets hjerte der bliver lettere & lettere

helt koblet fra, tømt for følelse

stiger op og ud gennem halsen

(ingen nærende form) 

(ingen næring) (ingen form) 

*

pengene lægges i skuffen udefra, så trækkes skuffen ind, pengene tages op og billetterne lægges i. Hvorefter skuffen bliver skubbet ud igen

Jord = Indvielse/Jord = udstødelse

*

Det er jord hvis det er mørkt

Det er jord hvis det er koldt

Det er jord hvis det er tungt

Det er jord hvis det er forstyrret

Det er jord hvis det er i opløsning

Det er jord hvis det er beskidt

Det er jord hvis det går nedad

Det er jord hvis det er en rejse

*

Jeg får en mail vedr. MID SEASON SALE, jeg cykler forbi et vindue med MID SEASON SALE, hvilken season er der tale om, midt i hvad. Årstidernes stadig finere forgrening via fashion helt ind til det punkt, hvor hver time er sin egen årstid. Mens vejr- & klimasystemerne går i opløsning. 

*

alle de guder og gudinder der skal sendes op og ned gennem jordoverfladen

*

MORGENSOLEN IND! 

Ansigtet der deler sig i pleasure and pain

Ansigtet der åbner sig og 

 

står med bukserne nede

*

Et år med krig i Ukraine. 

*

Har ingen jordforbindelse. HAR INGEN JORDFORBINDELSE. 

Dvs. 

Er lavet af jord og tror at jeg er lavet af æter, dvs.: Den alien der kigger ud af MINE øjne er muligvis lavet af æter, men jeg er lavet af jord. 

(sjæl/alien/begærssubjekt/forbruger)

Jeg taler med jord i munden. Altid. 

Jeg taler altid med jord i munden, og alt jeg siger er rester af mad. Dvs. jord. 

VORES FORESTILLING OM RIGDOM ER FATTIG

*

Jeg hjælper min far med at vaske øjnene i kamillete og smøre dem med salve. Det samme med ørerne. Min far har sammen med min mor givet mig min krop, dvs. hele mig, og han har næret mig lige siden. Jeg kan komme ind ad døren og lægge mig på sofaen, og så sørger han for mig. Mad, drikke, hvile. Et tidsrum uden ansvar. 

(nærende former)

*

Jordelementet i tarot, mønterne, står for: 

næring/form/vækst/handel

succes-fiasko/rigdom-armod/sult-mæthed

*

Rise and fall, rise and fall

*

Landbrugsspillene på iPad som symptom: Den lethed hvormed det tunge arbejde & naturens gang forstås som midler med det selvindlysende formål at tjene penge. Inde i spillet. Den lethed hvormed det tunge arbejde & naturens gang er sat i den økonomiske væksts tjeneste. Har ingen værdi i sig selv. 

(nærende form) (vækst som IKKE-nærende form) (cyber soil)

*

Jord = arbejde = tid

Cyber soil = produktivitet (ikke arbejde) = effektivitet (ikke tid) 

*

 

Flerlagetheden, sammenfiltringerne, diversiteten, mikrodiversiteten i cyber soil øges konstant – mens jorden udpines, forsimples. Frarøves sin kompleksitet. 

*

De døde, de døde, de døde, de døde, de døde, de døde, deres byer, deres verdener, deres fibre, deres rødder, deres knogler, deres guld.

(dén kompleksitet)

(mikroorganismernes højkulturer)

*

næringen der bliver pløjet ind i brystet

*

I windows: pollental, regnskyer og aktiekurser vises i samme felt på startlinjen. Det store flow igennem os via skærmenes pailletglitrende flod. 

*

Jordens transaktioner 

min nedstigning i syv dele gennem slusekamrene

dobbeltdøre, madelevatorer 

den lille skuffe ved billetlugen hvor penge og billetter bliver udvekslet

en tom plads i systemet som hele tiden bliver fyldt med urenheder

(en svag lugt af urin)

(en lidt stærkere lugt af afføring)

(igen)

*

Jeg går igennem et stormagasin for at hente post. Jeg går igennem et stormagasin som om det var en døende skov, en allerede tabt skov. Jeg skal aldrig mere samle dens frugter op i hænderne, jeg skal aldrig mere føle på dens blade. Jeg elsker stormagasiner, jeg hader stormagasiner. Det senmoderne menneskes skov. 

Jeg ønsker, at jorden bliver dækket af andre skove. 

(Tornerose)

*

I hjertet af handlen er døden, i hjertet af døden er handlen, i hjertet af jorden er døden og handlen, og herudaf sprang drømmen om

ingen død

ingen handel

ingen tid

ingen jord

*

Og bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen

*

Varens uvirkelighed: I en reklame for Kvickly køber en kvinde ind, og mens hun selv, butiksomgivelserne og de ting hun går forbi er filmede, virkelige, så er de varer hun køber og putter i sin kurv tegnede og animerede. Inklusive kurven. Dvs. varens uvirkelighed.  

Købstransaktionen som hellig. Købstransaktionen som tabu. Købstransaktionen som så hellig, at den er tabu.

billedforbud/virkelighedsforbud

*

Forbrugernes optog gennem de ceremonielle landskaber 

urbane magtstrukturer 

Den øjeblikkelige virtualisering af enhver overflade og genstand 

i kraft af skærmenes pailletglitrende flod

*

Aristoteles skriver i sin Politik om penges vækst, om ågerrenter – den tids formentlig bedst tilgængelige finansielle produkt – at renter er ”penge født af penge” og dermed den af alle former for rigdom, der er mest i strid med naturen. 

*

Mine parallelle liv

Det hvori jeg fortsætter det nuværende

Det hvori det nuværende slet ikke er en mulighed

VIL UD OG LAVE ALTING OM

*

Relationen ml. biodiversitet & varediversitet. At biodiversiteten er blevet erstattet med markedets virtuelle diversitet. Dvs. for at det senmoderne menneske kan udtrykke og repræsentere sig selv via (virtuelt) forskellige varer (som i sig selv er delvis virtuelle), sættes den biologiske diversitet under massivt pres, må den biologiske diversitet simpelthen vige. 

*

Jeg spiser bønner, majs, rabarber. 

Min krop er uafbrudt transsubstantiation! 

(kødet der bliver til ord)

(og før det: jorden der bliver til kød)

*

I et spil til iPad kan man skære flæsket af grisene, uden at de dør af det.

I et spil til iPad fodrer landmanden sine høns med pengesedler.

Jeg spiser slik, tager ikke

fornuftsbaserede beslutninger

*

game, game, game, game, game, game, game over

*

ned i dødsriget, arkiveret lodret

(porto/bompenge/told/løsesum)

(hvem betaler?)

*

Hvem betaler for hvem

Hvem ler for hvem

Hvem græder for hvem

Hvem producerer velvære for hvem 

Hvem understøtter og opbygger hvis krop med sin egen

(THAT is the question)

(nærende former)

*

Det går op for mig: Hvad hvis flertallet hellere vil holde fast i markedets virkeliggjorte drømme, også selv om de kun er virkelighed for den ene procent? 

Det jordløse, cyber soil, der avler og avler og derefter gør krav på jordens frugter. Well. 

Markedets/kapitalismens akkumulationer der gør det umulige muligt for de få, og det mulige umuligt for resten. 

*

GØR DET UMULIGE MULIGT FOR DE FÅ OG GØR DET MULIGE UMULIGT FOR RESTEN!!?!?!?!?!?!?!??!?!??!

*

Jord som knudepunkt for de andre elementer: Jorden der rummer luftkasteller, overrislingsanlæg, varmekilder, rummer luft, vand, ild. 

Jord som et knudepunkt der ikke skal løses op, en knude af rødder, fibre, sand, ler, mycelier, mikroorganismer, som IKKE skal løses

men plejes, vandes, løftes, bæres, lægges ned igen. Vendes en gang imellem. 

(jeg roder op i slægtskaberne)

(soil/søle/pløre/dust)

*

KNUDEN SOM IDEAL

*

I et spil til iPad: Kunderne venter på at nå frem til deres virtuelle varer, et kæmpe opløb, som en demonstration. Formålet er at afkorte ventetiden, afkorte vejen hen til varen ved at indsætte rulletrapper af GULD. Alle kører lige ind i solen. 

*

alle kører lige hen til varen, hen over den ligegyldige jord

alle drømmer om en kortere vej 

hvorefter alle drømmer om en endnu kortere vej 

hvorefter alle drømmer om en endnu, endnu kortere vej

ind i shoppingens fraktal

(kaos inden for et afgrænset område) 

(ødelæggende form) 

*

at penge, jeg penger, jeg pengede, jeg har penget

jeg vil penge 

FOR EVER

*

Hvad nu hvis: 

Jorden har hånden oppe i kroppen og styrer den som en dukke

Jorden, den ånd, har hånden oppe

Jeg hiver ud i sportsbh’en og slipper brystet løs

*

Hvad nu hvis: 

Uncanny, uncanny, uncanny, mennesket er 

jorden der har lært at tale menneskesprog

dvs. er jorden der nærer et sprog ved sin barm

*

Jeg går frem med åben ryg

Mit bagland

skyller frem igennem mig som en hær

VI GÅR UD OG LAVER ALTING OM

*

I et spil til iPad bliver byens indbyggere gladere & gladere jo hurtigere det hele går

(ingen forhindringer/gnidningsfrihed/alt på ingen tid/orgasme)

Senmoderne penge er mere flydende end likvider, mere likvide end likvider, skyller jorden ud af mennesket. Indefra. Skyller erindringen om jorden ud af mennesket. Indefra. 

*

Man starter med én ø holdt oppe af et klippebækken, svævende i en blå himmel. Så køber man én drage, dvs. man får nogle penge, det må man have fået, allerførst, og så køber man én drage. Dvs. før den første drage skal man købe et habitat til den, som svarer til dens art og levevis. Når man har disse to, habitat og drage, så begynder det. Så går dragen i gang med at tjene penge. 

Når den har tjent tilstrækkeligt med penge, kan man købe en lille bondegård, sådan at man ved hjælp af penge kan dyrke noget mad til sin drage. Man må tro at det er pengene man sår, for der er ingen frø inde i billedet. Det tager lidt tid at dyrke pengene, så de bliver til mad, men ikke frygtelig lang tid, en overkommelig ventetid. Hvis man ikke har tid til at vente, kan man anvende andre typer af værdigenstande, ædelstene, til at omdanne pengene til mad. Når afgrøden er klar, kan man fodre sin drage, og så kan den tjene endnu flere penge. Til sidst kan man købe endnu en drage, denne gang af en anden art og med et andet habitat, som svarer til dens behov. Så kan den også tjene penge. 

Når de begge har tjent penge nok til at nå kønsmodenhed, så kan man begynde at parre dem. Så går det rigtig løs. Man sætter dem sammen i en parringsgrotte og efter noget tid lægger de et æg. Efter flere år har man f.eks. over 30 øer svævende på den nu lilla himmel, over 700 forskellige drager, lige så mange forskellige æg på piedestaler & lige omkring 40 mia. penge. Men det opnår man kun ved daglig pleje, dvs. pengeindsamling og en velorganiseret og målrettet tilgang til avl. 

(cyber soil)

(hyrderne i uncanny valley)

*

Det jordløse: som drømmen om jord UDEN jord

(mine parallelle liv)

*

Markedet: begær som rationale, dvs. begær som fornuft, som den nye LOGOS

bygger unødvendige broer over alt for at komme hurtigere frem

til døden

*

Den nye MYTOS: at nå frem til jorden som jord igen? 

*

JORDEN DER DREJER GENNEM VERDENSRUMMET SOM DEN ROULETTE DEN ER

kuglerne/felterne/tallene

guderne/gravkamrene/navnene

*

Jeg kan ikke se fuldmånen, pga. skyet. 

*

Ler, silt, sand, grus, sten. Humus. 

Hvert ord skal være en PORTAL TIL HELVEDE

(der hvor det sker) 

*

Jeg sidder i sengen og tænker på mit foot print, tænker på, bare lidt undtagelsestilstand, lidt ophævelse af normalitet/af hverdag for at mine handlinger kan få kontakt med virkeligheden, dvs. for at mine handlinger kan få kontakt med forandringen af virkeligheden. 

(springet fra det ene parallelle liv til det andet)

*

En niche UDEN helgen

en effekt af loftshøjden og rummets dimensioner

Alle skal vælge frit på hylderne blandt ting de ikke har en relation til

Kulturen der møver sig ind på fraværets plads

på den tomme plads 

under hjertet 

(et pulterkammer fyldt op med impulskøb)

*

kan ikke gå forbi den tiggergjorte person ved NETTO

går forbi den tiggergjorte person ved NETTO

*

Hvad har jeg gjort i dag for at sætte kynismen af tronen

Sætte kynismen af tronen

Hver dag sætte kynismen af tronen

*

Det åbne rum

krymper sig i mig

*

Mine æg har ligget inde i mig inde i min mor

Min mors æg har ligget inde i min mor inde i min mormor

Min mormors æg har ligget inde i min mormor inde i min oldemor

(arvesølv/arvesynd)

Maven, dvs. bækkenets jord, hvor krop møder sind og historien som tabt møder historien som ikke til at slippe ud af 

*

Det livsnødvendige arbejde under overfladen

Der skal ikke kastes lys på det

Der skal kastes kærlighed 

*

hvad kan jeg gøre for verden? Jeg er en gammel kvinde, jeg er det der er brug for, transformationernes tjener, jeg gør det igen, transformerer mig, og jeg er en mulighed, mens jeg langsomt med sikkert forsvinder

hvad kan jeg gøre for mig selv? Jeg vil trække vejret 9 gange dybere og indånde det der skal ind

hvordan kan de to ting forenes? Under solen! Der er nyt under solen! VI GÅR UD OG LAVER ALTING OM 

*

jeg falder bagud igennem min ryg og lander i de røde enge som er min mor

der falder bagud igennem sin ryg og lander i de røde, røde som er min mormor

der falder bagud igennem 

og lander 

 

i de røde skove

i de røde kløfter

i det røde hav

dér

*

Før alt det andet lå knoglerne i en mandala 

Jorden opdelt i sine ladyparts

Bækkenet blev langsomt fyldt som

en ønskebrønd/som det modsatte af en ønskebrønd:

vi stiger op ad den

*

Det bagte skal blive blødt

Det kogte skal blive 

levende igen

 

Når det bagte bliver blødt

og det kogte bliver levende igen

så stiger vi op

(op, op af jordens hall of change)

*

ved første port skal jeg plante kærlighed

ved anden port skal jeg modne månen

ved tredje port skal jeg vælge ængstelsen

ved fjerde port skal jeg springe ud fra min vilje som fra et brændende tårn

ved femte port skal jeg vande loven

ved sjette port skal jeg rengøre mine følelser

ved den syvende port skal jeg være det hele i ét punkt

*

Til sidst: 

Halskædens lås lukkede sig bag mig

og jeg kunne aldrig mer


Book billet og læs mere om de litterære folkehøringer: JORD