Forsømte bede - Sabitha Söderholm
Forsømte bede
af Sabitha Söderholm
Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive en,
om ikke romantisk
så i hvert fald godmodig tekst.
Kunne godt tænke mig at skrive noget pænt
om alt der blomstrede,
som jeg lod stå til
som jeg kunne skrive om
som en politisk handling
Som om det var mere end min angst
der holdt mig fra at vande bedene.
Jeg forestillede mig, hvordan
jeg ville sidde i haven,
i hørkjole og skrive teksten
i en ombundet notesbog.
Og hvordan jeg ville plukke
de modne afgrøder
i en flettet kurv,
bære en lille guldsaks i kjolelommen
til at samle krydderurterne med.
Det er ikke gået sådan, for jeg har både
modvilje og manglende forstand,
viste det sig, til at drive haven sådan.
Kan det virkelig være mig der skal bestemme
hvad der skal gro og
hvad der skal plukkes op med roden.
//
I foråret strøede jeg frø
i sirlige rækker,
aftegnede bedene i min notesbog
og nummererede alle rækkerne.
Persille, purløg, fennikel
og så videre fik de numre
i den rækkefølge jeg såede dem.
Så kom tørken og
jeg kunne ikke få mig selv
til at bruge alt det vand,
bedene krævede.
Hvad med piletræerne,
der stod og knirkede
nede ved den snart udtørrede mose?
Hvad med planterne langs stien?
Æbletræerne jeg netop havde plantet?
Tørken blev min dårlige samvittighed,
gik sjældnere ud til bedene
og så oftere på dem fra køkkenvinduet.
Min svigermor lærte mig,
at jeg måtte gå en tur hver morgen
for at se hvad der var sket derude,
at jeg sikkert ville blive overrasket,
at jeg ville få at se,
hvor meget der alligevel
voksede uden min hjælp.
Fra køkkenvinduet kunne jeg
kun genkende tomaterne.
Store og grønne,
ventede de på at rødme.
//
Snart holdt tørken op,
og jeg fulgte endelig bedene
med mine hænder.
tørrede duggen af morgenfruerne
hvilede mine håndflader
mod de grønne blade
mærkede bladstænglernes
forskellige teksturer
De nummererede rækker
var for længst forsvundet
og i stedet skød alt muligt op
steder jeg ikke havde sået det,
og derudover voksede en masse,
jeg ikke kunne genkende.
Ukrudtsplanterne,
hvis navne vi har glemt
og også hvordan de smager.
//
Jeg læste mig frem
til en særligt invasiv plante,
der voksede hen over bedene,
hele græsplænen og ind i drivhuset;
hvidmelet gåsefod,
hvidmelede, lysegrønne eller blågrønne
blade, spredt midt på stænglen
er de ruderformede eller
sjældnere trekantede, trelappede,
Dens enkelte blomster
har vingende blosterblade
og nu hvor jeg,
lærte dens navn,
kom jeg den i alle
sommerens bålsupper.
men dens indhold
af oxalsyre, gør at
jeg ved indtagelse
må være opmærksom
på ikke at opholde
mig i sollys
dens rødder når
langt ned og vidt ud
alt det planten giver
og hvordan
den passer på sig selv
tag lidt
men ikke det hele
som vi lærte
hvad der kan være i en hat
//
Haven er ikke vild med vilje,
Det var mere fordi jeg ikke vidste bedre
jeg ikke anede hvordan jeg skulle tage hånd
om alt jeg havde sået
blomsterne langs gavlen
mine forgæves forsøg på solsikker
det meste blev dræbt af snerlen
der slynger sig som snoen
jeg fandt i græsset forleden
og skreg
fordi det blev lige lovligt vildt for mig
//
Der er intet højstemt og
smukt over min sorg
og angst
over alt der forsvinder
i vores hukommelser
og fra vores døende jord
sorgen står lysende
i mine forsømte bede
som snerlen dræber den
indimellem
min evne til at fortsætte
insistere og slås
for alt det grønne
//
Jeg har lyst til at lære
alle planterne at kende,
som en modstandshandling,
som trods.
ikke kun dem der gror i haven,
men dem der gror overalt
derude i vores fælles historie
og dem der er forsvundet.
Jeg tror der ligger en revolution her
det gør jeg virkelig
hvis vi lærte alle navnene
på det der omgav os
hvis vi kom i tanke om
planternes mange kræfter
//
Som middelalderhaven i nærheden
er et manifest
udgjort af det
der gror i jorden
sået i kursiv,
i løbende skrift
reliktplanter/de levende fortidsminder
haven er giftfri
frø/blomster/blade
husk hvad der gror
der gror
middelalderukrudt/gamle løgplanter/lægeplanter/krydderurter/
farveplanter/køkkenurter/snapseplanter/elskovsplanter/blomsterengen
//
Dvaleplanter er plantearter
hvis frø kan ligge i dvale i jorden
gennem mange år
uden at miste spireevnen
Det er bulmeurt, hjertebladet
gåsefod,
skarntyde,
uldbladet kongelys,
agerkål, hjertespand
opium valmue
valmuen er
månens urt
dvalen og
søvnens
urt
//
Engelsød er en
vintergrøn bregne,
som blev brugt som værn mod
hekse og trolde
og forheksede husdyr,
vi kan værne os fra alle uhyrene
i og med naturen
ligesåvel som vi skal
værne naturen
fra uhyret
der er os selv
//
Jeg vil lade bedene
gro ud i haven
og jeg vil lade haven
gro ud i landskabet
og jeg vil lægge mig
i alt det grønne
og være et silkeklæde
der passer på spirene
Jeg vil så mig selv
i kursiv
i løbende skrift
så alt du husker
så alt du ser