En spade er ikke bare en spade - Peder Frederik Jensen

En spade er ikke bare en spade

Af Peder Frederik Jensen

En spade er ikke bare en spade. Tag nu håndgrebet og vinklen på skæftet ned mod bladets trædeflade. Der er en forbindelse mellem de dele, som der er en forbindelse mellem de atomer, der udgør hånden og det univers, der drysser støv ned over os, som vi, eller jeg, siden har fornøjelsen af at kunne grave væk fra vores haver, puste fra en barnekind eller fjerne med en fugtig finger, trukket hen over en af rødt Saharastøv tildækket kølerhjelm en tidlig morgen i Juan Les Pins.

   Når jeg graver, er det vigtigste ved værktøjet, at det er vel udført. Det betyder, at der er en sammenhæng mellem de materialer, der er brugt og den funktion, der er tiltænkt. Er metallet for blødt, bøjer bladet. Er skæftet i asketræ for ringe i veddet, vil det knække første gang du sætter bladet i jorden og tager fat under en knoldet vækst, en rod eller måske bare forsøger at lirke rundt med en sten i granit, som istidens masser har flyttet ned fra det høje nord til en pløjemark eller en vinterkold have i det sydlige Danmark.

   En spade udsættes for vind, for jord, for et tryk oppefra. En fod, der igen og igen træder til for at skære metallet ned i den bløde muld. En spade er et nødvendigt stykke værktøj, og for ikke så længe siden blev den brugt overalt i Danmark til at inddæmme fjorde og lægge vådområder om til landbrugsjord. På Lolland byggede man Danmarks længste dige – 66 kilometer langt med håndkraft. Det gjorde man, fordi det lave land lå, og ligger, usikkert og udsat i første parket til verdenshavets stigninger og fald. Helt konkret blev den sydlige kyst, samt Falsters spids og Det Sydfynske Øhav oversvømmet i et par skæbnesvangre døgn i 1872, og i årene efter gravede man kanaler til afløb, pumpede og løftede gammelvand og mose, mens man byggede volden, der består af groteske mængder af jord. For de folk, der gik til stålet og løftede det ene tons efter det andet, var spaden et værn mod vandet. Så simpelt, en kæp med et blad og så et verdenshav. Det virker vildt, fordi det er vildt, og ingen forstår sig længere på et barsk livsvilkår, hvor det at grave og holde vand ude var hverdag. Ikke her på vores breddegrader. Man skal forestille sig lavstammede mænd, der hver morgen stod op og gik ud. Stod op og gik ud, for så en dag at segne om uden at rejse sig igen.

   Så ærligt kan man leve, og så ærligt kan man leve med en spade.

   Jeg sætter bladet i mulden og rejser mig, mens de summende insekter finder den første nektar i de blå rækker af hyacintlignende blomster, der er skudt frem langs stenfundamentet under vores hus. Jeg tænker på de mænd, der i forrige århundrede gravede og kørte så kolossale mængder af jord væk, for at vi kunne inddæmme dette land. Jeg tænker på deres liv. Hvor barske realiteter man levede med før inddæmning, før moderne maskiner, før pumpestationer og gravkøer.

   Vi har et hvidt hus, en landarbejderbolig fra det nittende århundrede, bygget ved en af datidens kirkestier, på afstand af den hovedvej, der henlå pløret som kørevej for vogne og studekærrer. Hver morgen går jeg ud med en kop kaffe. Jeg stiller mig i udkørslen fra vores grund. Det er en arbejdsvej for de køretøjer, der skal kunne komme ind i plantagen. Jeg stiller mig ud til vejen og kigger ud over markerne. Nede i en dalsænkning er der en mose omgivet af træer. Længere væk er bæltet, der adskiller Fejø fra Lolland. Der er et fald fra vores hus ned mod mosen, derfra stiger det kultiverede landskab igen, for så igen at falde mod stranden hvor man kan finde stenalderøkser, flækker og andet værktøj fra de første beboere langs kysten.

   Vores udsathed er åbenlys set fra vores indkørsel. Og verden begynder lige der. Et blik hen over de alt for store marker, hvor de første grønne hvedeskud titter frem, videre mod det sært kvadratiske og lave kirketårn. Et blik på den flade af vand, der set i femten graders vinkel oppefra nærmest fremstår som liften bag på en lastbil halvt løftet fra jorden. En skrå flade, en blokade, et blik på verden, et blik på vilkåret i et land, der er som en mariekiks i et glas vand. Et land af sand og skærver.

   Da flodbølgen kom i 1872 og tog i hundredvis af husdyrliv, menneskeliv, bygninger og skibe med sig, afventede man i første omgang. Folk var i marken, hvor de sidenhen blev fanget. Mænd stod og så tilbage på de huse, deres børn og koner befandt sig. Intet kunne man gøre, da virkeligheden gik op for dem, intet andet end at forsøge at finde en jolle at ro hjem i, men hvor finder man en jolle, når man er langt inde i landet, og vandet bevæger sig med en hastighed, man aldrig har set før?

   På en arkivoptagelse med en gårdejer fra Gloslunde, der beretter om naturkatastrofen, kan man høre ham fortælle, hvordan man var vant til at vandet steg, når der var storm, men den skæbnesvangre morgen, siger han, fortsatte det med at pible ind over dørtrinnet, og det var man ikke vant til, så da de første dråber kom indenfor i de klejne hjem, fik man travlt med sikre sig, med at komme op på lofterne og med at sure kvæget, så deres hoveder vedblev med at oven vande. Jeg har skrevet om det i romanen Rans Vilje, der netop er udkommet. Den handler om en gammel mand, der bor ensomt på en lille ø i Rødby Fjord. Han overlever stormen og finder en pige i en kasse. Han tager hende til sig, og det udvikler sig til en kærlighedshistorie mellem en mand, og det der går hen og bliver hans datter. Sømanden i romanen kan sit håndværk, han kender havet, og han har forberedt sig, og netop derfor overlever han, så han kan tage vare på den pige, der tegner fremtiden, og som jeg mangler at skrive yderligere tre bind om – en romanserie, jeg blev inspireret til at skrive, fordi vandet dengang som nu, kan komme som et stempel fra den Botniske bugt, og det at skrive om et historisk scenarie, kan være en konkret måde at reagere og få andre til at reagere. Med sproget som mit materiale vil jeg sige noget om, hvordan et vindspring trykkede bagpå vandmasserne for hundredehalvtreds år siden, og selvom de lokale havde prøvet storm før, blev de overraskede, selvom de levede med oversvømmelse af de bløde enge, af låle-landet hvor landskaberne altid gik fra en tilstand til en anden, druknede og døde de i den kolde nat.

    Levede man ved Rødby Fjord, levede man udsat i et landskab i konstant forandring. Fra år til år ændrede kysten sig, bække løb, hvor der før var græs og sand. Banker flyttede sig, og hver sæson gav en ny horisont, en ny verden at se på. For bønderne var det en konstant masen rundt med dyrene når en sandbunke hen over et måneskift blev til en salt indsø, hvor høvederne risikerede at drukne. Det var et liv med mudder, nedsunket i det tidlige, iskolde forår, hvor der kunne finde på at fyge i april eller blæse op midt i maj. Vejret var koldt og omskifteligt, og nedbør og blæst hamrede ind over det flade land. Deraf ønsket om at inddæmme, om at bygge højere diger. At gøre livet lettere og mindre slidsomt. Det var drømmen om endeløse marker og et sikkert hjem. Forestillingen om at man kan holde på vandet, er forestillingen om det tyvende århundrede. Det lille menneskes våde drøm.

  Jeg er faglært bådebygger. Mit håndværk har med vand at gøre. Eller mit håndværk handler om at forstå vand. Forstå hvordan vand bevæger sig, hvordan det påvirker forskellige former for materialer. Mit håndværk er overleveret viden fra hånd til hånd gennem de mange tusinder af år, der er gået, siden en eller anden satte sig overskrævs på en træstamme, for at forcere en flod et sted sydpå.    

   Det er et håndværk, der har stor betydning og høj agtelse i vores kultur, og det giver mening. Da jeg som atten, nittenårig lærte at sætte en planke i en kutter, lærte at montere skruetøj og lave skroggennemførsler, lærte jeg det af mænd, der havde lært det af mænd, der havde lært det af mænd, og gennem tiden udviklede man metoderne, der kom nye materialer, nye krav, men vilkåret forblev det samme. Vilkåret var vand, og vand er vores vilkår, så nu hvor vi samles og mange føler sig afmægtige, er det vær at huske på værdien af at kunne noget konkret. At lære sig noget, der kan bruges, for vandet kommer, det er der ingen tvivl om. Det pibler, og det bølger, og det skvulper, og det rejser sig, og vi ved jo alle sammen, at vi ikke længere skal leve i tanken, i intentionen, i forestillingen. Kun i handling er der håb. Handling kræver, at man kan noget: løfte sandsække, grave, læse vandets bevægelser, kende en dråbes overfladespænding, vide hvad der sker, når det blæser op, og vinden vender en vinterdag på kysten.

Book billet og læs mere om de littereære folkehøringer: VAND