Tendenser - Ny dansk poesi
For at beskrive, hvad der sket på den lyriske scene i Danmark indenfor de senere år, kan man bruge fællesbetegnelsen hybriddigte. Det er digte, der leger med form og udtryk og bevæger sig anderledes og rykker ved vores forståelse af lyrik. Nedenfor fremhæves en række af de tendenser, som kan siges at kendetegne nyere dansk lyrik.
Økokritik
Indenfor de senere år har man set digtsamlinger, der forsøger at gøre op med menneskehedens tendens til at adskille natur og kultur. Økokritikken nedbryder selvet og viser den fremmedgørelse, der er fremprovokeret af vores idé om at vi er løsrevet fra naturen. I de økokritiske værker har naturen sin egen ret. Den bliver ikke romantiseret eller sat som modsætning til kultur. På den måde viser økokritikken også at vi selv er en del af problemet i form af klimakrise.
Herhjemme blev Theis Ørntofts ’Digte 2014’ en markør for økokritikken i litterær henseende. Den adskilte sig fra traditionel klimalitteratur ved at være apokalypsealvorlig og sorthumorsjov på samme tid. 'Digte 2014' er et værk, der både fremhæver selv- og kapitalismekritik. Og så vises verden som utilregnelig og forandret. Senere er der kommet en lang række værker til, som bevæger sig indenfor økokritikken og samtidig er med til at forny tendensen. Et godt eksempel er Nanna Storr-Hansens 'Bøgetid', hvor mosen fremhæves som verdens første internet. Her vises det, hvordan mennesket er flettet ind i naturen og omvendt. Og så er der det lille liv i form af barnet og dets forhold til naturen oplevet gennem en mor, som gør digtsamling sanselig og til tider og humoristisk, når barnet sætter sine egne ord på omverdens planter og vækster.
Ny kropslighed
Siden 2010’erne har mange lyrikere fokuseret på kroppen. Og de er vrede over kroppens besværligheder samtidig med at nye grænser undersøges og nås. Her æder Olga Ravn sig selv som lyng. Og Veronika Katinka bruger sin krop som et møbel. I Bjørn Rasmussens ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’ skifter hovedpersonen Bjørn køn undervejs. Og i Rasmussens nyest 'Forgabt' døjer hovedperonen med hæmorider og blodet i kummen navngives prinsesseklatten. Digtene bliver derved en undersøgelse af kroppen og bryder med vores forståelse af samme. I poesi med fokus på ny kropslighed brydes der med tabuer såsom menstruationsblod og andre kropsvæsker samt skammen ved ikke at bebo en krop, men kan identificere sig med. Desuden gør denne bølge opmærksom på, at kroppen eksisterer og at vi bliver nødt til at medregne den i vores måde at være i verden på.
Og når vi nu er ved kroppen og en nye forståelse af samme, hvad sker der så, når kroppen ikke fungerer? Hvordan anskuer omverden en handicappet krop? I Caspar Erics ’Nye balancer’ fra 2023 fremskrives den handicappede krop, som ellers nedgøres eller udviskes blandt majoriteten. Handicapdigte, kalder Eric sine digte. Og han er derved med til at fremhæve, hvordan kroppen selv sætter grænser, men at omverden og deres forståelse af den især også sætte grænser for denne krop.
Ny dansk klassekamp
Når vi talere nyere dansk poesi kommer i ikke udenom Glenn Bechs ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ – og gudskelov for det! For her er en digtsamling, der både slår hårdt, præcist og rammer mange på samme tid. Værket, som er et manifest, gør os opmærksomme på de klasseforskelle, der eksisterer i Danmark. At det har en betydning for ens opvækst, hvor man kommer fra. Og at det bliver en identitet, man bærer med sig. Også i adskillelsen fra sine aner. Hvor passer man så ind? Klasseforskelle, som der har været en blindhed overfor. Og spørgsmålet om klasse gør sig gældende i flere nyere digtsamlinger. Værd at nævne er 'Institutionaliseret' af Haidar Ansari. Her lever hovedpersonen i mange verdener – som skoleelev, bror og kriminel. Hvilke veje kan man gå og hvilke vælger man? Hovedpersonen smides ind og ud af fængsler og institutioner.
Tænk bare tilbage på Yahya Hassan og hans to digtsamlinger. Når det kommer til klassepoesi har vi at gøre med lyrikere, der ikke er bange for at bringe sig selv ind i teksten og give stemme til en position. På den måde er digtene stemt med en politisk tone. Og det kan være helt befriende at digtene peger så tydeligt og tydeligt bevidst på problemer i samfundet, som vi godt kender til, men ikke har haft ord for. Politik er ikke poetisk – og derfor kan lyrikken være en afgørende stemme i det politiske landskab, for den kan være det vi mangler for at turde tale om de problemer, vi har i vores samfund.
Selv om der er stor forskel på værkerne – selv indenfor de forskellige genere – så har de en meget vigtig ting til fælles og det er, at de forsøger at gøre os opmærksomme på, at verden kan se anderledes ud. Om det så handler om, at vi som mennesker anskuer naturen anderledes end vi hidtil har gjort, at vi udvider vores forståelse af kroppen eller at vi forsøger at gøre op med de klasseforskelle, der hersker. Og derved giver det også god mening at nyere dansk poesi bevæger sig som et hybridværk og låner fra forskellige genrer og værkkonstruktioner for at få deres budskaber frem. Her brydes der med vores forståelser.
Jeg lover dig, at læser du nogle af de nyere digtsamlinger inden for dansk poesi, så ser verden anderledes ud efter endt læsning. Og det er utrolig, at litteratur kan rykke ved os på den måde. God fornøjelse.