Litteraturformidler Kirsten i børnebiblioteket

Litteraturoase for forældre

Ny forældrelæsegruppe hvor du kan tage din baby med

Giv dig selv et mentalt pusterum, når vi mødes hver anden onsdag formiddag på skumtæppet i børnebiblioteket. Omgivet af tæpper, puder og rolig musik kan babyer være med. Alt foregår i et roligt tempo, hvor der er plads til pauser og afbrydelser.

Når vi mødes, læser vi et uddrag fra en bog, som handler om at være forældre. Man skal ikke have læst noget på forhånd eller forberedt sig på nogen måde. Vi læser teksten sammen og taler undervejs om de tanker, følelser, minder og perspektiver, som teksten vækker hos os. Alle kan være med, både dig, der læser mange bøger, og dig der ikke læser så meget, men måske gerne vil.

Som travl forælder kan det være svært at finde tid til litteraturen ind i mellem alle gøremålene som forældreskabet kræver. Til læsegruppe for forældre er teksterne udvalgt af litteraturformidler Kirsten Vestergaard Mikkelsen, der også deltager i læsegruppen. Gruppen er tænkt som en litterær lomme og et fællesskab, hvor du får rum og ord til at reflektere over det at være forælder sammen med andre forældre.

Babyer op til 1 år er velkomne. Babyerne ligger og pludrer på skumtæppet omgivet af puder og sæbebobler, mens vi sidder rundt om. Man er selvfølgelig også velkommen til at deltage uden baby.

Læsegruppen foregår hver anden onsdag fra kl. 10.30-11.30. Første gang er d. 31. august. Tilmeld dig til Kirsten Vestergaard Mikkelsen på mail: kirsten.mikkelsen@glostrup.dk eller tlf: 29 25 01 97. Vi serverer kaffe og te til læsegruppen.