Skønlitteratur

Nyindkøbte bøger på engelsk

Her kan du læse om nogle af vores spændende nyindkøbte bøger i forskellige genrer på engelsk.

Af Philip Berger Jeppesen

Liz Moores seneste, ambitiøse og spraglede roman, som foregår i midten af 70’ernes USA og handler om en 13-årig pige, der forsvinder sporløst fra en sommerlejr, var en af de mest omtalte engelsksprogede spændingsromaner sidste år. Utroligt nok er den endnu ikke oversat til dansk, men du kan nu kaste dig ud i at læse originalen – og måske se, hvorfor amerikanerne er så begejstrede for den.

Robert Crais’ serie om kriminaldetektiverne Cole & Pike startede tilbage i 80’erne og har nydt stor succes i USA – desværre ikke så meget i Danmark, hvor kun første bind er oversat. Romanerne kan læses uafhængigt af hinanden, og vi har nu købt det seneste, storroste bind The Big Empty. Anbefales især til læsere af Michael Connelly.

Vi har også indkøbt et par bøger til Prey-serien af John Sandford, som flere lånere i Glostrup har taget til sig. Du kan nu finde et par nye tilføjelser til denne enormt underholdende tju-bang-serie, som er en ferielæsningsfavorit hos Stephen King, på de engelske hylder.

På sci-fi-hylderne er der også nye tilføjelser. Adrian Tchaikovskys seneste roman Shroud er en opfindsom first contact-fortælling, hvor menneskeheden møder en fremmed intelligens under uforudsete og foruroligende omstændigheder på en fjern planet.

Desuden har vi fået John Scalzis Starter Villain – en skarp, humoristisk science fiction-satire om en helt almindelig mand, der pludselig arver sin onkels skurkagtige imperium og opdager, at superskurkeverdenen er langt mere organiseret, end han havde troet.

Rigtig god læselyst