Så er det QUIZ-aften igen!
Glostrup Biblioteks sommer bliver skudt i gang med den tilbagevendende QUIZ-aften, og denne gang med temaerne geografi, natur, musik og TV & radio
Af Stinus Kirkeskov
- Ved du hvad farevandet mellem Island og Grønland hedder?
- Hvad gangarten for dyr, der bruger for- og bagben på samme side samtidig hedder?
- Eller titlen på den Tim Christensen-sang der efterfølges af ord som "difference", "distance" og "growing" forskellige steder i teksten?
- Og sidst men ikke mindst, hvilket TV2-program der gennem tiden er blevet vundet af fingernemme par som Caroline og Reece, Lise og Michael samt Ida og Mads?
Hvis du blot har en fornemmelse for et rigtigt svar, eller endda faktisk rammer hoved på sømmet på flere af spørgsmålene, så er du (og dit medbragte hold) de helt rigtige kandidater til at deltage i bibliotekets QUIZ-aften, hvor der som sædvanligt dystes om den prestigefyldte vandrepokal KLOGEÅGEN. Og hvilken bedre måde at starte sommeren på, end at kunne kalde sig den klogeste i rummet!
Du og dit hold skal dog forvente meget skarp konkurrence, for holdet der sidst vandt pokalen fik hele 18 svar rigtige ud af de 24 mulige, så hiv dine bedste venner med dig, de klogeste i din familie eller den kollega der bare ved alt den nyttige viden i verden.
Vi ses til et brag af en sommer QUIZ-aften!
Svarene på spørgsmålene: Danmarksstrædet, pasgang, "Love is af matter of..." og Nybyggerne