Påskeløjer til påskeferien

02.04.20
Nu hvor vi alle slipper for familiekomsammener og hyggeligt socialt samvær, kan vi endelig få brugt tiden på mere fornuftige ting. Biblioteket giver jer nogle bud på hvad i som familie kan lave af skøre påskeløjer i "ferien".

Måske trænger græsslåmaskinen til at blive skilt ad og fryseren afrimet?
Påsken er også det oplagte tidspunkt at få lagt en ny opdragelsesstrategi i forhold til sine unger – alle ved at ”skærmhjerne” er det nye smarte, så måske du skulle give dine børn fri fra hjemmeskolingen og lade dem se alt det YouTube de gerne vil. Måske de kan lære en ting eller to om verdenshistorien igennem Epic Rap Battles eller kompleks videnskab hos Vsauce. Derudover er der selvfølgelig alle de sjove (og lidt lærerige) ting som børn kan lave på nettet, mens de voksne kan få stillet deres litteratur-sult og behov for voksentid.


Hvis i herefter er løbet tør for idéer til hvad i kan lave, kommer vi her med nogle bud på hvad i som familie kan tage jer til i påsken uden at komme i berøring med andre mennesker:

Lær noget nyt
Påsken er den oplagte tid til at lære noget nyt. Hvad med at lære at danse som en grøntsag eller et tæppe? Forfatteren Jens Blendstrup har med sit band Frodegruppen 40 skrevet en meget skør og catchy sang som hedder ”John danser grøntsag”. Sæt den (eller noget at fed dansemusik) på og skru HØJT op for volumen, og så er det bare om at danse så skørt, grimt og opfindsomt som muligt.

Send gækkebreve
Måske skulle 2020 blive året hvor hele familien fik RIGTIG mange påskeæg? Drop det der ”mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker”. I kan godt være meget mere opfindsomme end det! Måske skulle i prøve at gøre youtuberen Lakserytteren efter og lave verdens største gækkebrev? Uanset jeres ambitionsniveau gælder det om at få sendt vildt mange gækkebreve, for det er sådan man kan få fingrene i alle påskeæggene.
Find inspiration til påskeklip her og her. Det bliver EGGCELLENT!



Bliv god til at imitere kendte personers måder at tale på
Man kan bruge timer på at sidde og se videoer på YouTube med folk der imiterer kendte personers måder at tale på. Det er utrolig underholdende. Der findes mange gode derude, men særligt Jim Meskimen og Ross Marquand er anbefalelsesværdige. Og så er der selvfølgelig vores egen danske Pastor Joachim Fjelstrup som måske ikke imiterer stemmer, men som i hvert fald laver en ”mean lip sync”.
Mange skuespillere benytter sig af accenter og imitationsteknikker når de spiller, og nu er tiden måske til at i skal vise hinanden at i også kan efterligne hvordan de kendte taler.
For at give jer lidt indsigt i arbejdet med forskellige accenter, kan i se nogle videoer med dialekt coach Erik Singer.

I kan selvfølgelig også bare starte med at læse højt for hinanden og bruge sjove stemmer til at give teksten noget liv når i læser den op. Få inspiration til hvad i kan læse sammen her.

 

Glostrup Bibliotek ønsker jer en god påske.