Børnekulturfestival 2023

21.08.23
Torsdag d. 7. september kl 10-14 er alle børnehavebørn og vuggestuebørn inviteret til en hyggelig dag i Egeparken, hvor temaet til årets børnekulturfestival er ‘skoven’. Det er selvfølgelig helt gratis at deltage.

En sjov dag for alle børn 0-6 år

Glostrup Børnekulturfestival er en festlig aktivitetsdag for alle børn i alderen 0-6 år. Dagen er bygget op omkring institutioner og foreningers aktiviteter og giver børn, medarbejdere og aktører mulighed for at møde hinanden på tværs til en lærerig dag fuld af sjove oplevelser.

Tema: Skoven

I skovbunden pibler farverige biller og de store skovsnegle tager sig en langsom slentretur over skovstiens grus. Et plysset egern piler op af en træstamme, mens skovduen kukker melodisk i trækronen. Skoven er et fantastisk lærerigt sted, hvor børn kan komme tæt på opdagelse i naturen.

Boder og aktiviteter

I år kan du opleve en masse sjove boder og aktiviteter, der hver har et forskelligt fokus på temaet skoven. Du har bl.a. mulighed for at hilse på levende ugler, bygge en skovhytte, og lytte til hyggelige skov-fortællinger fra scenen, mens I spiser madpakker.

De lokale børnehaver har også deres egne boder, hvor man lave sit eget skovbundsarmbånd, spille skov-kryds og bolle, og væve med naturmaterialer. Der vil derudover være ‘åben scene’, hvor børnene kommer op og synger med deres stue.

Program for dagen

Dagen starter kl 10:00 hvor Dan Kornbek Christiansen formand for Kultur- og fritidsudvalget holder åbningstale. Herefter synger og spiller Thomas Olsen festivalsangen og alle kan synge med.

Over frokost kan der høres madpakkehistorier kl 11 med Pernille fra Fortælletid og kl 12 kommer børnehavebørnene selv op på scenen og synger.

Hele dagen kl 10-14 er der aktiviteter på pladsen, som man kan prøve bla. bygge et skovhus og lave sin egen collage sommerfugl. Daginstitutionerne bidrager selv med boder hvor du f.eks. kan væve med naturmaterialer hos Ejbyvang og lave et skovbundsarmbånd hos Perlens bod.

 

Gode billedbøger om skoven

Nedenfor på listen finder I inspiration til at gå på opdagelse i skoven gennem børnelitteraturen. I billedbogen Livet i skoven - hvem bor her? kan du få gode forslag til aktiviteter at lave i skoven og lære om begrebet skov, om skovens dyreliv, skoven som forrådskammer og årstiderne.

Noget om skoven af Cordula Thörner og Steffen Walentowitz finder du ud af at en skov ikke bare er en skov, men et sted hvor dyr og planter spiller hver sin rolle i et lille økosystem. Læs om skovens træer og planter og de mange dyr som lever der.


I findebogen Kig og snak om skov & krat af Christine Henkel kan du gå på opdagelse i skov og krat og find en masse forskellige planter, pattedyr, fugle, bløddyr og insekter.

 

Syng med!

'Børnekulturfestivalsangen' Tekst og musik: Thomas Olsen

Vi er glade børn fra Glostrup, ja, glade børn fra Glostrup, for vi ska’til børnekulturfestival.
Der skal vi hoppe og springe og synge og svinge og hygge os alt hva’ vi kan.
For vi ska’ til børnekulturfestival, børnekulturfestival, der skal vi hoppe og springe og synge og svinge og hygge os alt hva’ vi kan.
 

Vi glæder os til at se jer alle: børn, forældre, daginstitutioner, dagplejere og foreninger.

Mvh børneteamet: Trine, Louise og Birgitte

Materialer