Fredagsanbefalingen

Fredagsanbefalingen: Årgang 2026 - Beruselse

Louise anbefaler Årgang 2026 - Beruselse

Af Peter Storm Hansen

Louise anbefaler bogserien Årgang 2026 - Beruselse. Fire kortromaner og en novellesamling for de 13-16-årige med temaet "beruselse" som fællesnævner - og som tager afsæt i hverdagsliv og genkendelige miljøer.

I novellesamlingen Beruselse bidrager ti forfattere med tilknytning til Manuskriptskolen for Børnefiktion. Her tager beruselsen form som mod, begær, fart og faresignaler. Fra grænsesøgende adfærd og gruppepres til forelskelse, hævn og grænsesætning.

Beruselse: Gul front er en realistisk ungdomsroman om Ida i “The Fashion Four” og den nye elev Vibe, hvor status og tilhørsforhold forhandles i og omkring klassen. En fest eskalerer med druk, jalousi og efterfølgende sanktioner mod Vibe.

I Beruselse: Jern sættes maskulinitet, kropsidealer og loyalitet under lup. Elias starter på en ny skole og suges ind i drengenes træningskultur, hvor styrke, status og krop bliver en rus. Samtidig spirer forbindelsen til Isabel og et helt andet værdisæt.

I Beruselse: Hunde gøer, før de bider følger vi Uma, kusinen Kiks og fætteren Kimmi i et sommerhusmiljø, hvor et usikkert møde i Ræveskoven sætter en dirrende kædereaktion i gang. En gådefuld kortroman, der kredser om grænser, ansvar og gruppedynamik.

Beruselse: Level up er en intens og rå skole- og gamer-thriller om beruselsen ved kontrol, fællesskab og farlige valg. Da Johan downloader "Spillet"- et hemmeligt betaspil - vokser magtsuget - i klassen, i kroppen og på skærmen. “Spillet” er først en genvej til styrke - og siden en spiral mod hævn - hvor virkelighed og pixels flyder sammen.