Har du det svært kan du altid søge hjælp
Her kan du finde en liste over organisationer der altid står parat til at hjælpe dig, når livet er sværest
Af Stinus Kirkeskov
- Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade: Et sted hvor du kan søge hurtig og gratis hjælp og rådgivning, hvis du eller en af dine pårørende kæmper med en spiseforstyrrelse eller andre former for selvskade som cutting og digital selvskade. Her kan du både ringe ind, skrive en SMS, chatte, sende et brev eller møde op fysisk.
- SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed: SIND repræsenterer mange forskellige former for hjælp og dækker hele det spektrum, som vi kan kalde "psykiske sygdomme", og du vil derfor blive hjulpet godt på vej her, hvad end du kæmper med. Her kan du ringe ind eller skrive en mail og ellers kan finde meget viden, som du kan bruge til at forstå din eller din pårørendes situation bedre.
- Angst og Stress Foreningen: Den tidligere Angstforening er nu omdøbt til Angst og Stress Foreningen og dækker to af de mest udbredte psykiske sygdomme på verdensplan. Her kan du ringe ind, chatte og skrive en mail, og om du er pårørende, ung, voksen eller forældre så er der en masse hjælp og rådgivning at hente her.
- Sorglinjen - Det Nationale Sorgcenter: Sorg er ikke en sygdom, men sorg kan være med til at skubbe ind derud, hvor man ikke længere kan bunde og derfor udvikler en psykisk sygdom så som depression eller angst. Derfor er det meget vigtigt, at man får snakket om ens sorg, også selvom den måske ligger langt væk i tiden og man selv synes, at det er pjattede, at man stadig bliver ked af det over sorgen. For sorg er aldrig pjattede og altid vigtig at tale om, og her er Sorglinjen den helt rigtige sted at ringe ind og få hjælp.
- GirlTalk: Her er der især fokus på unge pigers trivsel, og dette kan være alt fra ensomhed, præstationspres, forvrænget kropsidealer til angst for de svære valg, som man står overfor som pige på vej ind eller ud af teenagealderen. Her kan man ringe ind og blive mødt af andre unge, som hjælper en på vej videre i livet, og ingen sårbarhed er for stor eller lille til at der tages kærligt og forstående hånd om den.
- Ventilen: Ventilen er et sted for dig der er ung og som kæmper med ensomhed, hvor du både kan ringe og skrive ind og blive en del af et ungdomsfællesskab der har flere fysiske lokaliteter rundt om i Danmark. Ensomhed er nemlig ikke noget, som man skal tage let på, for det tyngder både kraftigt på selvværdet og selvtilliden, og kan føre til angst og depression, hvis man ikke får nogle givende og støttende relationer.
- Livslinjen: Dette sted er til dig der overvejer og har tanker om selvmord. Du har måske set plakaterne på landets S-togstationer, og det er jo desværre fordi, at vi hvert år i Danmark oplever over 400 selvmord, hvor den største andel af mænd. Så RING IND, hvis du tænker på at tage dit eget liv, du er ALTID livet værd.
- Psykiatrifonden: Som SIND er psykiatrifonden også et sted, hvor du kan finde mange indgange til forskellige psykiatriske diagnoser, og her også gå i dybden med viden om de forskellige diagnoser, hvordan de udtrykker sig, og hvilken hjælp der ville være god for en. Her kan du også ringe ind, skrive en mail, chatte og få akut kontakt, hvis du kan mærke, at livet brænder på.
- Bedre Psykiatri: Bedre Psykiatri er også en paraplyforening der dækker alle psykiske lidelser, og du kan derfor her få en bred og dyb indsigt i lidelsernes udtryk og byrde og derudover få rådgivning til, hvordan du bedst passer på dig selv eller dine kære, som lider af en psykisk sygdom.
- Depressionsforeningen: Mellem 300.000-375.000 voksne danskere lider af depression, og det gør denne psykiske lidelse til en af de mest udbredte sygdomme på i Danmark, og derfor kender du nok en eller to der har eller har haft depression, og måske kæmper du endda også selv med en tidligere eller nuværende form for depression. Her kan Depressionsforeningen være en rigtig god støtte og hjælp, både til dig som pårørende eller til dig der selv kæmper med symptomerne af sygdommen lige nu. Derudover hjælper de også med bipolare lidelser og har gruppeterapi.
- Headspace: Headspace har specialiseret sig i samtalerådgivning, hvor du bliver taget omsorgsfuldt imod af kompetente professionelle som lytter til dig og dine problemer, hvor store og små de end er. Det er helt gratis og anonymt, og hvis du kæmper med den ene eller anden sårbarhed, diagnosticeret eller ej, så er du i gode hænder hos Headspace.
- Børn Med Angst: Børn der kæmper med angst er desværre en stigende tendens, og derfor er dette sted primært rettet mod børn og deres forældre, hvor der kan søges viden, hjælp og rådgivning.