Forfatterportræt: Anna Juul

Anna Juul fjerner berøringsangsten omkring psykisk sygdom med humor og varme

Af Mette Vrangbæk Riis

Anna Juul (f. 1992) er dansk forfatter, manuskriptforfatter og satiriker. Hun skriver med udgangspunkt i psykisk sygdom og bruger humor, satire og absurditet til at undersøge, hvordan det er at være menneske, når livet og sindet ikke altid passer ind i forestillingen om det normale.

I sine bøger skriver Juul åbent om blandt andet psykisk sårbarhed, ensomhed, identitet og mødet med psykiatrien. Hun trækker på egne erfaringer og blander autofiktive elementer med fiktion, så det personlige bliver udgangspunkt for større spørgsmål om, hvordan vi ser på psykisk sygdom – både som samfund og som mennesker.

Juuls debutroman Penge & Bacon (2022) blev fulgt af Superskurk (2023), Traumebingo (2024) og Sød tøs (2026). På tværs af forfatterskabet går en særlig blanding af mørke og humor igen. For Juul er humoren ikke en måde at gøre psykisk sygdom mindre alvorlig på, men et redskab til at tale om det svære på en direkte og ofte overraskende måde.