Forfatterportræt: Niels Krause-Kjær
Tirsdag d. 12. maj besøger Niels Krause-Kjær Glostrup Bibliotek, hvor han dykker ned i baggrunden for hans nyeste roman "Ude for uden". Som optakt til besøget kan du her blive lidt klogere på forfatterskabet og låne bøgerne, hvis du ikke allerede har læst dem.
Af Mette Vrangbæk Riis
Niels Krause-Kjær (f. 1963) er en af de markante stemmer i dansk litteratur og offentlig debat. Med en baggrund som journalist, tv-vært og politisk kommentator har han et indgående kendskab til magtens mekanismer – et kendskab, der tydeligt præger hans forfatterskab.
Han slog for alvor igennem med den politiske thriller Kongekabale, der siden blev filmatiseret, og har siden skrevet en række romaner, hvor politik, medier og samfundsudvikling er i centrum. I bøger som Mørkeland og Nedsmeltning kombinerer han spænding med skarpe analyser af det politiske spil og medieverdenens rolle.
Niels Krause-Kjær har i 2026 vundet Læsernes Bogpris for romanen Ude for uden, en pris uddelt af Danmarks Biblioteksforening. Samme roman indbragte ham også den prestigefyldte pris De Gyldne Laurbær i februar 2026. Derudover modtog han Otto B. Lindhardt Prisen i 2024.
Krause-Kjær er kendt for sin evne til at forene dramatisk fortælling med realistiske miljøskildringer og nuancerede personportrætter. Hans blik for både magtstrukturer og menneskelige relationer gør hans romaner vedkommende og tankevækkende.
I de senere år har han bevæget sig i en mere historisk og personlig retning med romanen Ude for uden. Her skildrer han landbokulturens forandring og opløsning i Danmark gennem flere årtier – en fortælling inspireret af virkelige optegnelser fra hans egen familie.
Som foredragsholder er Niels Krause-Kjær både vidende og underholdende. Han formår at gøre komplekse emner om politik, medier og samfund tilgængelige – ofte med et skarpt blik og en god portion humor. Publikum kan derfor se frem til en aften, hvor litteratur, historie og aktuelle perspektiver smelter sammen.