8 udvalgte romaner, som er ude på at underholde
Sommerferien står for døren, og med den følger forhåbentligt lange, dovne dage og timer i solen, hvilket jo er den perfekte anledning til at synke ned i en god bog.
Af Philip Berger Jeppesen
I denne udgave af vores nye artikelserie 8 udvalgte har vi i denne udgave samlet en række romaner, der alle har én ting til fælles: De vil underholde.
Her finder du ikke mange litterære eksperimenter, sprogfilosofiske vandringer eller sort-hvide forfatterportrætter på bagsiden. I stedet har vi fundet medrivende bøger med tryk på spænding, sjov, romantik eller uhygge. Romaner, hvor siderne vender sig selv, og hvor det vigtigste ikke er at blive klogere, men at blive opslugt.
Er du til skarpskåret humor og romantik, kan du med fordel give Emily Henrys nyeste roman En god historie en chance. Er du mere til en regulær pageturner af en spionthriller, så bør du kaste dig over Tess Gerritsens seneste roman Indhentet af fortiden. Mærk historiens vingesus og bliv revet med af Natasha Lesters nyeste kærlighedsdrama Marie-Madeleines hemmelige liv, der udspiller sig under 2. verdenskrig, eller Abraham Vergheses medrivende slægtsroman Vandets pagt.
Selv var jeg meget begejstret for Project Hail Mary – en gedigen, morsom og uhyre underholdende science fiction-basker, der føles som en kvalitets-Hollywoodfilm i romanformat. Bogen læser som en Hollywoodfilm af bedste skuffe, og er netop nu i gang med at blive filmatiseret. Læs den inden filmen kommer.
Uanset om du er til kærlighed med komplikationer, internationale thrillere, science fiction med humor, feel-good-fortællinger eller en god gammeldags detektivgåde, er der noget at finde her. For sommeren er ikke tiden til at presse sig selv – den er til fornøjelse.
Rigtig god ferielæsning