Sindets måned

Unge og rusmidler

KABS kommer forbi biblioteket, både med en stand i udlånet og med en temaften om det vigtige emne: unges brug af rusmidler.

Af Stinus Kirkeskov

Unges stigende forbrug af rusmidler har længe været et samtaleemne i medierne, politisk og over helt almindelige familiers spiseborde, hvor især den danske alkoholkultur og nikotinpræparater er blandt de mest omtalte. Desværre er der også kommet andre rusmidler på banen, som ikke kun ses i hånden på narkomanen, stofmisbrugeren eller festaben, men som bliver mere og mere normaliseret i både nattelivet og i dagligdagen. Her er der tale om især kokain og opioider, hvor en nylig undersøgelse af Institut for Retsmedicin har vist, via målinger i vores spildevand i Danmark, at kokain- og opioidforbruget er stærkt stigende på tværs af alle danske byer, især på hverdage. 

Der foreligger derfor en stor formidlingsopgave i at fortælle den danske ungdom (og voksne), at brugen af rusmidler altid kommer med en konsekvens som i sidste ende kan være ens liv, førlighed eller frihed, og denne formidlingsopgave har f.eks. KABS (Københavns Amts Behandling for Stofbrugere) som deres hovedopgave. Og fordi rusmidler og psykisk sårbarhed ofte går hånd i hånd, eller hvert fald i mange tilfælde har en forbunden kausalitet, mener vi på Glostrup Bibliotek, at det er vigtigt at skabe den gode dialog om unge og rusmidler.  

Vi inviterer derfor indenfor sammen med KABS til i uge40 at sætte fokus på unge og rusmidler med en oplysningstand i udlånet, hvor fagprofessionelle er til stede samt en stor temaaften om emnet, hvor alle er velkomne.