FORDYBNINGEN - en grøn oase

FORDYBNINGEN er et nyt, grønt udeområde bag biblioteket. Her er alle velkomne til at slå sig ned med en god bog, spise madpakker eller bare holde et hvil, mens man nyder synet af blomster og klatreplanter, og den svage summen fra bier, sommerfugle og insekter.

Af Mette Sonnenborg Bjellsäter

I samarbejde med Glostrups miljø- og teknikafdeling har biblioteket skabt et hyggeligt grønt udeområde ved navn FORDYBNINGEN. Her kan man slå sig ned og fordybe sig i en god bog, spise madpakker med familien eller udfordre sin ven til et spil skak. De mange studerende på biblioteket kan tage studiebøgerne med udenfor eller holde en velfortjent pause, og hvis man nyder at komme på biblioteket og læse avisen, kan man nu også tage den med ud i det fri. 

Området har fået navnet FORDYBNINGEN, da det helt konkret ligger i en fordybning, og fordi det er et sted for fordybelse i bøger, viden og fællesskab. I løbet af årets varmere måneder vil man således kunne opleve en del af bibliotekets arrangementer finde sted i det nye grønne område. Faste arrangementer som bogsaloner, fællessang og quizaftener kan man nu være med til i grønne omgivelser.  

Området ligger bag biblioteket og kan tilgås gennem bibliotekssalen, eller udefra ved at gå rundt om biblioteket; forbi cykelparkeringen, ned ad trappen og til højre.  

Et billede af området FORDYBNINGEN med borde, bænke og grønne planter
Billede af træbænk med teksten FORDYBNINGEN skåret ind i træet.

FORDYBNINGEN er etableret af Vej og Park i Glostrup, og er blevet til takket være støttemidler fra Nordea Fonden og Samfinansieringspuljen i Glostrup. Det er et nyt lokalt samlingssted for fællesskab og kultur under åben himmel, og biblioteket ser frem til at tage det i brug sammen med borgere, lokale foreninger og samarbejdspartnere i Glostrup.

Nordea Fondens logo