True crime litteratur - nogle af de uhyggeliste sager fra Danmark

I forbindelse med det forestående foredrag den 20. november på Glostrup Bibliotek med kriminalreporter Jesper Vestergaard Larsen sætter vi fokus på true-crime-litteraturen.

Af Philip Berger Jeppesen

Korsør- og Kirkerup-sagen

Jesper Vestergaard Larsen er en erfaren journalist, der har specialiseret sig i kriminalreportager og undersøgende journalistik, og han har arbejdet med nogle af de mest omtalte kriminalsager i de seneste år.

I 2020 udgav han bogen Emilie Meng-mysteriet: Pigen, der forsvandt. Det er en grundig og kronologisk gennemgang af Korsør-sagen, der begynder den dag, Emilie Meng forsvandt efter en byfest, og strækker sig frem til bogens udgivelse. Her får læseren en minutiøs gennemgang af hele forløbet, herunder den kritik, der på det tidspunkt blev rettet mod politiets efterforskning. Da bogen udkom, var sagen fortsat uopklaret.

Tre år senere bliver Philip Patrick Westh anholdt for bortførelsen af en 13-årig pige i Kirkerup, og kort tid efter sigtes han også for drabet på Emilie Meng. Westh viser sig at være en tilsyneladende helt almindelig ung mand med venner og et fast arbejde. Vestergaard Larsen følger sagen op med endnu en udgivelse: Korsørmanden: Jagten på sandheden. Her går han tættere på gerningsmanden og beskriver det efterforskningsarbejde, der foregår i årene mellem Korsør- og Kirkerup-sagen.

Fortællinger fra ofre og pårørende

Noget bemærkelsesværdigt ved Kirkerup-sagen er, at der er udkommet to bøger fra personer tæt på hver deres side af forløbet.

I bogen 27 timer – pigen der overlevede… skildres sagen, som den udspillede sig time for time, set fra familien til den blot 13-årige pige, der blev bortført og holdt fanget af Westh i 27 timer. Det er rystende læsning. 

Et helt andet perspektiv får man i bogen Korsør 04:07: tæt på efterforskningen og venskabet med en morder, hvor Wesths to bedste – og fuldstændig uforberedte – venner giver deres version af begivenhederne og af chokket over at opdage deres vens makabre hemmeligheder.

Ubådssagen fra flere vinkler

Peter Madsen var en berømt og beundret skikkelse, som der blev lavet dokumentarfilm om, og hans raketlaboratorium var en ombejlet praktikplads for ambitiøse ildsjæle. Det virkede derfor også som taget ud af en film, da den bizarre og makabre sag om drabet på Kim Wall udfoldede sig i 2017-18.

Kom tæt på sagen til foredraget med Jesper Vestergaard Larsen, som også har skrevet bogen Under overfladen – profil af en morder, et karakterstudie af Peter Madsen både før og efter drabet på Kim Wall.

Ubådssagen er også blevet belyst fra forskellige sider, ikke mindst af Kim Walls egen familie, som udgav biografien Bogen om Kim Wall: Når ordene slipper op. Man kan desuden læse journalisten Anne Mette Lundtoftes Dybt vand: En skandinavisk opklaring. Den daværende drabschef Jens Møller Jensen skrev også om ubådssagen i Opklaret: Drabschefens erindringer, som byder på endnu et unikt perspektiv på den omdiskuterede sag.