Nyindkøbte bøger til science fiction-afdelingen

Et udvalg af nogle af vores nyindkøbte sci fi bøger.

Af Philip Berger Jeppesen

Nyindkøbte bøger til science fiction-afdelingen

Vi har fyldt op på science-fiction hylderne med en række nyindkøbte titler. Interessen er stor – også fra andre biblioteker – så husk at reservere de bøger, du gerne vil læse. Og husk, at du kan melde dig til vores nye science fiction-læsekreds, hvor netop disse bøger kan blive en del af samtalen.

The Remembrance of Earth’s Past-trilogien (Liu Cixin)

Første bind i denne episke trilogi, Trelegemeproblemet, er endelig udkommet på dansk. Vi håber snart at kunne præsentere de næste to bind, men indtil da kan du finde hele serien på engelsk her på biblioteket. Især bind to og tre byder på overrumplende science fiction i allerstørste skala – fortællinger, der virkelig tager pusten fra læseren.

Dungeon Crawler Carl-serien (Matt Dinniman)

Vi har indkøbt de første tre bind i Matt Dinnimans populære serie Dungeon Crawler Carl. Her bliver Jorden forvandlet til en grotesk spilleplads for et intergalaktisk realityshow, hvor de overlevende må kæmpe sig gennem et fantasyunivers fyldt med levels og udfordringer, ikke ulig det man finder i f.eks. Dungeons & Dragons. Serien blander absurd humor med action og anbefales især til fans af Douglas Adams’ Håndbog for vakse galakseblaffere

Stories of Your Life & Others (Ted Chiang)

Ted Chiang er en af de mest anerkendte nulevende science fiction-forfattere og har modtaget et væld af priser for sine tankevækkende noveller. Med få sider formår han at omsætte originale ideer til fascinerende fortællinger, der både pirrer hjernen og vækker nysgerrigheden. Filmen Arrival er baseret på hans novelle Story of Your Life, som udforsker forholdet mellem sprog og tid på en helt ny måde.

The long way to a small, angry planet (Becky Chambers)

Første bind i Becky Chambers’ prisbelønnede Wayfarer-serie er en slags roadmovie i science fiction-format. Her følger vi en broget besætning af arbejdere på rumskibet ”wayfarer”, som får til opgave at rejse til en fjern planet for at bygge ormehuller, som skal lede til den. Det er en klassisk science fiction-adventure roman, men i kernen en varm fortælling om, hvordan venskaber og følelsen af familie kan opstå de mest uventede steder i universet.

Krystalverdenen (J.G. Ballard)

I Ballards roman (som oprindeligt er fra 1966) befinder vi os på en tropisk ø, hvor en mystisk krise langsomt forvandler alt til krystaller - fra mennesker til hele økosystemer. Var du en af dem, der elskede Jeff VanderMeers syrede Southern Reach-trilogi, bør du virkelig give Krystalverdenen en chance. 

 

Rigtig god fornøjelse