Fredagsanbefalingen: Bytte
Mette anbefaler "Bytte" af Ann-Helén Laestadius
Af Peter Storm Hansen
Mette anbefaler Bytte - en medrivende læseoplevelse om vildmarkens skønhed og menneskenes skrøbelighed i Lapland – fortalt af en usædvanlig og stærk ung heltinde.
Elsa er ni år gammel, da hun en morgen helt alene tager ud til familiens rensdyrfold for at gøre dyrene klar. Men der venter hende et forfærdeligt syn. Hendes yndlingsren ligger død på jorden, og en mand står bøjet over den med en blodig kniv i hånden. Han har kalvens øre i munden.
Elsa bliver skræmt fra vid og sans og tør ikke fortælle nogen om manden, ikke engang sin far og mor eller bror. Og politiet vender det blinde øje til forbrydelsen.
Ti år senere. Elsa står på tærsklen til at blive voksen og drømmer om at blive rensdyrhyrde ligesom sin far. Men fremtiden er dyster. Familiens livsgrundlag er truet af krybskytternes rovmord, og samebyen er ved at blive ædt op indefra af skam og afmagt over myndighedernes passivitet og den konstante chikane fra lokalbefolkningen. Nogen må gøre noget.
Elsa har aldrig glemt manden. Hun ved, hvor han bor. Men kan han huske hende?
Bytte er en smuk og stærk roman om en glemt del af virkeligheden i Nordsverige. En roman, der går lige i maven og i hjertet, og som har taget Sverige med storm og nu går sin sejrsgang verden over.