Gåstrup - Glostrups gåfællesskaber

17.09.20
Kom med ud at gå eller bliv selv Gå-Vært med Glostrups nye projekt Gåstrup

I år samarbejder Bevæg dig for livet og Glostrup Kommune om at understøtte fællesskaber gennem gåture. Dette samarbejde er blevet til GÅSTRUP, hvor borgere i Glostrup og omegn kan mødes og gå ture sammen. Gå-fællesskaberne arrangeres og ledes af Gå-Værter som også er Gåstrups ambassadører.

Alle med interesse i fællesskab og gåture i det fri kan blive Gå-Vært og starte sit eget gå-fællesskab. Gå-Værten planlægger selv tid, sted, varighed og længde. Turene skal oprettes på et oversigtskort over gåture på Bevæg dig for Livet (mere om det herunder), og deltagerne inviteres via fx Facebook eller et opslag i den lokale købmandsbutik. Det er Gå-Værten, der bestemmer kommunikationsformen.

Hvis du er interesseret i at blive Gå-Vært eller bare vil høre mere om Gåstrup, kan du besøge Gåstrup caféen som holder til på biblioteket hver tirsdag kl. 14-17.30 i hele september.

Læs mere om Gåstrup på Glostrup Kommunes hjemmeside eller på Facebook.

Kom med Glostrup Bibliotek ud at gå i uge 39
I uge 39 kickstartes gåfællesskaberne i forbindelse med Bevæg dig for livets kampagne WE WALK. Glostrup Bibliotek har i den forbindelse arrangeret to Litterære vandringer hvor du kan komme med på en gåtur i et af Glostrups grønne områder og undervejs få læst tankevækkende skønlitteratur højt. Det er onsdag d. 23/9 kl. 16.30-18: Menneskets forhold til naturen og fredag d. 25/9 kl. 10-11.30: Familien på godt og ondt. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig - billetter fås her på siden eller på biblioteket.