Ugens anbefalinger til hængekøjen: Kærlighed

22.07.20
Sommerferie og gode bøger går hånd i hånd. Derfor kommer Glostrup Bibliotek hver uge i juli med deres bedste anbefalinger til sommerlæsning for både børn og voksne.

I denne uge: Klar til en sommerromance? Vi er kommet i det romantiske hjørne og leverer i denne uge anbefalinger spækket med stor kærlighed, hjertesorger og stormende forelskelse. 

Kærlighedsbøger for børn 

Moni Nilsson-Brännström: Siki og Lillemor. Gyldendal 
Oversat fra svensk af Katja Hein 
Siki bor alene med sin dejlige mor og er lige begyndt i skole. Her bliver han bedste venner med Per og forelsket i den søde Maria Grønvold. Alt i alt et dejligt liv, men alligevel mangler der noget: Siki har nemlig aldrig mødt sin far, som efter sigende er blækspruttefisker i Grækenland. Fra ca. 5 år. 

Katrine Skovgaard: Jeg ved alt om kærlighed. Carlsen
Kan man blive populær på at have en blog, hvor man kan spørge til råds om alt inden for kærlighed? Det er Antons kusine, Klara, fast besluttet på, og Anton skal hjælpe hende! Det er lidt en udfordring, for Anton er mest den stille type. Fra ca. 9 år. 

Kristina Aamand: Hjerte af pap. Carlsen
13årige Sifs forældre er skilt, og hun kan ikke fordrage sin fars nye kæreste! Men det er ikke det eneste, hun har at tænke på. Hun er nemlig blevet vild med klassens nye dreng, men det er hun desværre ikke den eneste, der er… Fra ca. 11 år. 

Staffan Cederborg: Hjernepunktering 
Leo er i puberteten, og Leo har et problem: Nogle gange slår hans hjerne fuldstændigt fra, og det er særligt problematisk, når den søde Isabella er i nærheden. Hende er han nemlig blevet godt og grundigt forelsket i. Fra ca. 10 år. 

Sandra Schwartz: Mission feriekys 
Siri skal med sin familie på sommerferie til Gran Canaria, og hun har et helt bestemt mål: Hun vil finde en feriekæreste, og hun vil have et feriekys! Allerede på vejen finder hun den perfekte kandidat. Desværre er det den samme, som hendes lækre storesøster har udset sig. Fra ca. 11 år. 

Stephanie Perkins: Anna og det franske kys 
Oversat fra engelsk af Laura Konradi Brodersen 
Amerikanske Anna er meget utilfreds med, at hendes far har sendt hende et år på kostskole i Paris, men det kommer mødet med den flotte Sct. Clair til at lave om på. En skøn og velskrevet roman om stormende forelskelse og hovedkuls kærlighed, der folder sig ud i Paris’ gader. Fra ca. 13 år. 

Kærlighedsbøger for voksne 

Haruki Murakami: 1Q84-trilogien. Klim
Oversat fra japansk af Mette Holm
En anderledes kærlighedshistorie om to mennesker, Tengo og Aomame, som igennem et helt liv længes efter hinanden på trods af at de kun har mødt hinanden ganske kort som børn. Det lyder umiddelbart ret klassisk, men vi kan ikke beskrive denne bog som andet end en anderledes kærlighedshistorie, fordi Tengo og Aomames liv er filtret ind i historien om en religiøs kult, om mystiske væsener og om idéen om en parallelverden til den verden vi kender. En utrolig og fængslende historie som man passende kan slubre i sig mens man holder ferie

Julian Barnes: Den eneste historie. Gyldendal
Oversat fra engelsk af Claus Bech
En hjerteskærende historie om et umage par, Paul på 19 år og Susan på 48 år, som møder og forelsker sig i hinanden i 1960’erne i den lokale tennisklub. Forfatteren formår (i modsætning til folkene i den lille engelske forstadsby, Sutton, hvor Paul og Susan bor) på fineste vis ikke at fordømme aldersforskellen mellem Paul og Susan, tværtimod redegør han for forelskelsens naturlighed, og så stiller han sin læser et ret interessant spørgsmål: ”Hvad vil du helst – elske mere og lide mere eller elske mindre og lide mindre? Det er, når alt kommer til alt, livets væsentligste spørgsmål.” Man kan i hvert fald ikke lægge denne roman fra sig, uden at være blevet lidt eftertænksom.

Hanya Yanagihara: Et lille liv. Politikens Forlag
Oversat fra engelsk af Agnete Dorph Stjernfelt
Dette er roman om kærlighed på mange forskellige niveauer: Kærligheden mellem to partnere, kærligheden i et venskab samt ikke mindst kærligheden til sig selv. Vi følger de fire studiekammerater, Jude, JB, Malcolm og Willem, som tager læseren på en følelsesmæssig rutsjebanetur udi venskabets og kærlighedens mange ansigter. Denne voldsomt rørende og uforglemmelige murstensroman giver nattesøvnen kamp til stregen, og den er simpelthen et must-read for dig som knuselsker den gode fortælling. 

Sally Rooney: Normale mennesker. Rosinante
Oversat fra engelsk af Karen Fastrup
I denne skønne ungdomsroman (for voksne) følger vi forholdet mellem Marianne og Connell, to gymnasieelever fra hver deres socialklasse og hver deres socialgruppe i skolen. De to udvikler en kompliceret kærlighedsrelation, hvor de igennem flere år ikke kan bestemme sig for om de skal eller ikke skal være sammen. Det er en roman om det moderne Irlands ungdom, hvor klasseskel og normalitetsspørgsmålet stadig er et højaktuelt emne.

 

Kevin Kwan: Millionæren fra Singapore. Hr. Ferdinand
Oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Kom med ind i en verden som du sandsynligvis ikke har fantasi til at forestille dig uden denne roman til at virkeliggøre det. Kom med til Singapore hvor nogle af verdens rigeste personer bor, da den helt almindelige pige, Rachel Chu, bliver inviteret med til sin kæreste, Nicholas Youngs bedste vens bryllup i Singapore. Her får hun lejlighed til at møde hele Nicholas’ usandsynligt rige og utroligt indesluttede familie og herefter bryder intrigerne bare løs. Det er en morsom og letlæst roman, og der er desuden også et bind 2 og 3 til den læser som bare ikke kan få nok af glamour, romantik, intriger og et virkeligt stort persongalleri.

 

Diana Gabaldon: Den engelske kvinde (Outlander #1). Gyldendal
Oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen
Historisk roman møder tidsrejsefortælling møder en utrolig, romantisk og hed kærlighedshistorie. Denne bog kan det hele. Engelske Claire Randall er på genopfind-kærligheden-ferie i Inverness, Skotland med sin mand efter at de to har været adskilt under 2. verdenskrig – hun som sygeplejerske og han som soldat. På en udflugt på egen hånd, bliver Claire slynget 200 år tilbage i tiden, da hun kommer til at sætte fingrende på en sten i en oldtidsstenkreds (ala Stonehedge), og der er ingen vej tilbage. Nu med sine ben placeret i 1700-tallet, må Claire forsøge at få en tilværelse til at fungere, og her er hun så heldig at blive accepteret af klanen Mackenzie, hvor hun også møder unge Jamie… og herfra begynder der en rejse som Claire aldrig kommer til at glemme.