Ugens anbefalinger til hængekøjen: Biografier

15.07.20
Sommerferie og gode bøger går hånd i hånd. Derfor kommer Glostrup Bibliotek hver uge i juli med deres bedste anbefalinger til sommerlæsning for både børn og voksne.

I denne uge: Sommeren er ofte tid til inspiration og nye ideer - og den slags kan man i særdeleshed få, når man dykker ned i en anden persons spændende livshistorie. Det kan dog godt være svært at vælge, lige præcis hvilken biografi man skal kaste sig over. Vi håber, dette lille udvalg kan gøre det en anelse lettere. 

Biografier for børn

David Pepe Birch: Verdens vildeste børn. Carlsen 
Illustreret af Rasmus Juul 
Her får man ikke kun én biografi, men hele 30! Bogen handler nemlig om 30 forskellige børn, som har været vilde til alt fra synge og skrive til at lave YouTube-videoer og politisk aktivisme. I bogen møder vi således både Anne Frank, Greta Thunberg, Paolo Picasso og mange flere. Fra ca. 8 år. 

Line Friis Frederiksen: Alene jorden rundt - Den utrolige historie om Laura Dekker. Carlsen 
Hollandske Laura Dekker var kun 14 år, da hun sejlede jorden rundt helt alene. Det tog 518 dage. Bogen tager læseren med på rejsen, hvor Laura både oplever ensomhed og frihedsfølelse – og at finde al sin viljestyrke frem! Fra ca. 10 år.

Louise Rosenkrands: Margrethe - en lille dronning 
I dag er Danmarks dronning en ældre dame på 80 år, men hun var faktisk også barn engang. I denne billedbog kan man læse om hendes liv, dengang hun bare var en lille prinsesse. For eksempel kan man få at vide, hvordan det var at være kongelig under 2. verdenskrig, og hvordan det foregik, når familien rejste rundt med kongeskibet Dannebrog. Fra ca. 4 år. 

Biografier for voksne

Andre Agassi: Open. Gyldendal
Oversat af Erik Barfoed
En af nyere tids allerstørste tennisspillere, Andre Agassi, fortæller sin egen utrolige historie om det had-kærlighedsforhold til tennis som har fulgt ham gennem et helt liv. Vi kommer med helt ud på tennisbanen og mærker publikums forventninger, samt får en rørende indsigt i et kompliceret forhold mellem far og søn, samt Agassis mangeårige forelskelse i tennisspilleren Steffi Graf.

Joan Didion: Et år med magisk tænkning. Gyldendal
Oversat fra engelsk af Bente Kastberg
Den amerikanske forfatterinde Joan Didions selvbiografi om tabet af ægtemanden John Dunne og dennes datters sygdomsforløb oveni. En trist bog om at genopfinde sig selv efter et ubærligt tab, hvor altså forfatteren vælger at tackle sin sorg ved at læse og skrive, læse og skrive. 

Maggie Nelson: Argonauterne
Oversat af Nete Harsberg og Betty Frank Simonsen
Amerikanske Maggie Nelson er en af de forfattere, der hverken kan eller vil rubriceres. Og hendes selvbiografiske værk Argonauterne er et glimrende eksempel på hendes opgør med kassetænkning og klassificering. Værket består af selvbiografiske afsnit, essays om queer-kunst samt refleksive passager, der pendler mellem begær og moderskab. Især foranderlighed er i fokus. Både i form af kroppens aldring, barnets opvækst og den enkeltes forhold til sproget.