Podcasts til din karantæne

27.03.20
Din guide til podcasts som kan hjælpe dig igennem krisen

Corona-karantænen giver os mere tid til at være sammen med vores nærmeste. For mange af os betyder det samvær på få kvadratmeter – hver dag hele tiden. Det er både hyggeligt men også intenst, og derfor kan alle i familien godt få brug for nogle alenetid. En nem måde at få alenetid på, som både underholder, udvikler og hjælper dig er at lytte til en podcast. Du kan lytte når du går tur, rydder op, tager opvasken eller når du bare vil sidde og stirre lidt ud i luften.
Herunder giver vi 10 bud på podcasts som kan hjælpe dig igennem krisen og ud på den anden side.

Politikens Poptillæg
Hver uge kigger vært Lucia Odoom sammen med et panel af ”popkyndige snakkehoveder” nærmere på popkulturelle fænomener. Der findes indtil videre 171 afsnit om alt fra Madonna, Reality tv anno 2020 til klassiske pianister. Lige nu genudgiver de gamle afsnit og indledningsvist bringer de kultur-anbefalinger fra lyttere og mediepersoner fra hele landet.
Start med: 2010'erne ifølge Poptillægget #8: Årtiet, hvor vi ikke kunne styre vores følelser

Naturen kalder
En hyggelig lille podcast fra DR, hvor en kendt dansker tager os med ud i deres yndlings sted i den danske natur. Undervejs mødes de med en naturkyndig som gør os klogere på den danske natur.
Start med: Jeanette Varberg i Agger

Munken fra Nordhavn
En rigtig spændende podcast om en mand som hele sit liv har levet kompromisløst med et ubetinget ja til alt. Det er historien om Robert, men det er også en historie relationen mellem Robert og det menneske som interviewer ham, Sigurd Hartkorn Plaetner, der inderligt forsøger at forstå Roberts utrolige liv.
Start med: Afsnit 1: Natsværmer eller Corona-særudsendelse

Det sidste måltid
Madanmelder og journalist Lærke Kløvedal taler en kendt dansker om deres forhold til døden og livet over et tre-retters måltid valgt af gæsten som har fremsagt deres idé om deres ideelle sidste måltid. Undervejs læser Lærke Kløvedal sin gæsts nekrolog op som er skrevet til lejligheden. Det er underholdende, tankevækkende og rørende samtaler.
Start med: Forfatter Thomas Korsgaard

Sustain Daily podcast
Nyttige hverdagstips og grundige diskussioner af nogle af de dilemmaer vi almindelige mennesker står med i forhold til at ville leve mere bæredygtigt. De to værter er nørdede og vidende på hver sit område og så er de nysgerrige på selv at blive bedre til den bæredygtige livsstil på de områder hvor de ikke selv er med endnu.
Start med: Taknemmelighed eller Pyt

Everything is alive
Hvad tror du din elkedel tænker hver gang du fylder den med vand? Eller hvad med sæderne i metroen, hvilke følelser tror du de har? Everything is alive giver dig svar på alle de spørgsmål du aldrig har stillet dig selv. Værten interviewer forskellige ”ting” som vi kender fra hverdagen og de udvikler sig som regel til en sjov og anderledes samtale. Sarkasme kan forekomme.
Start med: Sean, Subway Seat

Ear Hustle
Denne podcast tager os med ind bag murene på et af de mest berygtede fængsler i USA – San Quentin State Prison. Fængslet er ikke berygtet længere, men derimod – pga. dets beliggenhed i Bay Area nær San Fransisco – et sted hvor frivillige valfarter til for at lave udviklende projekter med de indsatte. Podcasten er startet af kunstner og frivillig i SQ, Nigel Poor som sammen med to indsatte ville bringe de indsattes historier ud til folket. Earlonne ”E” Woods som i de første sæsoner er hendes medvært ”on the inside” blev i slutningen af sæson 3 blev løsladt. Han er blevet ansat fuldtid til at lave radio og dækker nu primært ”life after prison”, hvor han interviewer andre tidligere indsatte om deres liv efter fængslet. Det er en rørende og underholdende podcast om både store og små emner, de behandler alt fra menneskehandel og ”death row” til kantinemad og dating.
Start med: Cellies eller The Big NO NO

Viking podcast
Arkæolog Jeanette Varberg, forfatter til bogen Viking, tager en snak med journalist Nanna Winther om de vikinger som prægede datidens Europa. Hver episode handler om én person som satte sit præg på historien på den ene eller anden måde.
Start med: Odin

Skabelsen af Paradis
Forfatteren Kaspar Colling Nielsen har sat sig for at undersøge hvor i Danmark han vil kunne skabe sin idé om Paradis. Forfatteren som selv har boet hele sit liv i storbyen har en forestilling om at hans liv vil blive meget bedre og mere meningsfyldt hvis han bosatte sig langt ude på landet. Men ville han det? I podcasten undersøger han sig selv og sine drømme, og så taler han med forskellige kloge mennesker som hjælper ham med at nuancere disse tanker.
Start med: Del 1: Forestillinger om Paradis

Fra Nørrebro til bondegård
To yngre kvinder er begge flyttet på landet med deres mand og familie. I denne podcast fortæller de om deres overvejelser om det store skift fra storby til bondegård og hvilke positive og negative ting der så er fulgt med denne beslutning.
Start med: Afsnit 1

Alle programmer kan lyttes til via iTunes eller en podcastapp på din smartphone.