Månedens bog i september: Hvis der skulle komme et menneske forbi

01.09.20
Hver måned i 2020 har vi udvalgt en roman som trænger til at få lidt ekstra opmærksomhed.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er en rørende mønsterbryderfortælling om drengen Tue, der vokser op i et hjem præget af svigt, dårlig økonomi og psykisk underskud.

Vi følger Tue igennem diverse familiefødselsdage og legeaftaler med skolekammerater og det er igennem disse situationer at vi lærer både Tue og hans familie at kende. Romanen er en fortælling om Tues forhold til sine forældre, sit ophav, sin hjemegn, og alligevel er den også en fortælling om en lille dreng med en stor fantasi. Midt i al håbløsheden har Tue en drømmende fantasi og heldigvis også en god ven at læne sig op ad på livets landevej mod mønsterbryderlivet.

Bogen er skrevet med megen sproglig finesse og humor. Forfatteren har ikke lagt skjul på, at romanen indeholder autobiografiske elementer, hvilket naturligvis placerer denne roman sammen med en række andre romaner som leger med forholdet mellem fiktion og selvbiografiske elementer.

Og kan man ikke få nok af Tue og resten af hans skøre familie kan man læse romanens opfølger En dag vil vi grine af det som indeholder samme humor og håbløshed.

Hvis du herefter har fået blod på tanden til at læse endnu flere autobiografiske romaner om opvækst, kan du give dig i kast med disse:

  • Morten Pape: Planen
  • Kim Leine: Kalak
  • Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
  • Jens Blendstrup: Gud taler ud
Materialer