Månedens bog i juni: Min mor siger

01.06.20
Hver måned i 2020 har vi udvalgt en roman som trænger til at få lidt ekstra opmærksomhed.

Min mor siger er en roman om kærestesorg, relationer og den verden der omgiver os.

I romanen møder vi en ung kvinde, som er blevet forladt af sin kæreste. Med det brud følger der store mængder sorg, ulykke og mange upassende, misforståede og højstemte samtaler med kvindens mor, læge og veninden Mulle. Det er en helt igennem vidunderlig roman, fyldt med humor og mange præcise betragtninger på det spirende voksenliv.

Sideløbende med romanens historie, indeholder romanen 12 ”Monologer fra en søhest” som er prikken over i’et i en ellers meget vellykket og humoristisk roman. De 12 monologer er et nærmest poetisk supplement til den meget dialogiske fortællestil som resten af romanen bærer præg af.

Stine Pilgaard er aktuel med en ny roman Meter i sekundet som allerede har fået en utrolig positiv medfart. Min mor siger er en perfekt opvarmning mens i venter i kø til en af forårets helt store romaner.

Materialer