Månedens bog i juli: Til min søster

03.07.20
Hver måned i 2020 har vi udvalgt en roman som trænger til at få lidt ekstra opmærksomhed.

Til min søster er en brutal roman om vildskab, moderskab, vold, og seksualitet.
Romanen kredser om begrebet ”søstersolidaritet” på flere planer, for er der egentlig grænser for hvad en kvinde kan? Og hvordan passer man på sin søster, når man selv ikke helt kan finde hoved og hale i tilværelsen?Det er nogle af de spørgsmål som romanen konfronterer sin læser med undervejs.

I romanen møder vi søstrene Aya og Andrea, som begge har problemer med at lykkes i tilværelsen med hensyn til kærlighed, selvomsorg, moderskab og arbejde. Den ene er gravid, og for nyligt blevet forladt af sin kæreste. Den anden har netop forladt en voldelig ekskæreste og forsøger at etablere et nyt liv. I romanens første halvdel er vi på et barselshotel hvor Aya føder sit barn, Nola. Det er en voldsom og livagtig beskrivelse af moderskabet og kvinden krop som sidder i kroppen på læseren længe efter romanen er slut. 
De to søstre hædrer det fællesskab der findes i søsterskabet - et fællesskab som både indeholder galskab og kærlighed. Det er en ærlig fortælling om livets vildskab og voldens skyggesider. Til min søster giver den indsigt, som kun litteratur kan, nemlig en indsigt i et menneskes kropslige erfaringer.

Romanen har været nomineret til en lang række litteraturpriser i 2019, herunder DR Romanprisen 2020 og ikke mindst Politikens Litteraturpris 2019 hvor forfatteren løb med prisen.

 Er du blevet nysgerrig på bøger, der handler om moderskabet, kan du dykke ned i disse titler:

Maja Lucas: Mor
Kamilla Hega Holst: En kærlighedshistorie
Cecilie Lind: Mit barn
Mette Moestrup: Dø løgn dø

God læselyst!

Materialer