Litterær nytårsmenu

28.12.20
Glostrup Bibliotek præsenterer en delikat nytårsmenu af litteraturanbefalinger til dig.

Hors d'œuvre
Årets nytårsmenu skydes i gang med en fanfare af danske debutanter fra året der er gået.

Først serveres vinderen af bogforums debutantpris Bargums synder af Sofie Malmborg som små mundrette hapsere med dild og syltede rødløg.
Herefter følger Simone Mørch Stjer, Naiha Khiljee og Bjørn Poulsen med løvstikkemayo og ekstra crudité.

Flere glas kold, dyr champagne serveres hertil.

Entrée
Forretten er i år helt klassisk - med et twist selvfølgelig, det er jo nytår.

Hummerbisque lavet på en hemmelig opskrift fra Delia Owens' Hvor flodkrebsene synger. Retten smages til med to stærke romaner om atomkraft-traumer, nemlig De døde fylder dagene med en smag af mønter af Carsten Müller Nielsen (eminent umami-smagsgiver) og Katalog over katastrofer af Stine Askov (for ekstra salt)

Hertil serveres naturligvis litervis af GOD hvidvin.

Plat principal
Hovedretten består af det bedste af bedste fra Det Herrens År, 2020.

Bøf. Fritter. Bearnaisesovs.
2020 blev kvindernes og minoriteternes år, derfor er det ikke så underligt at hovedretten bliver sat sammen af Bøf lavet på Iben Mondrups Tabita, fritterne lavet på Kiley Reids En skøn alder og ikke mindst bearnaisesovsen lavet på Stine Pilgaards Meter i sekundet.

Intet mindre kan simpelthen gøre det.

Vinen serveres stadig i stride strømme på dette tidspunkt.

Dessert
Afslutningsvist skal vi have en lille "let" dessert bestående af en medley af Jørgen Leths oplæsninger på Facebook, "De lægger ord i min mund".

Vi sender desuden en hilsen til vores allesammens Pia Juul og Yahya Hassan, som begge gik bort i år. Dansk litteratur blev to digtere fattigere, men deres litteratur lever fortsat.

Dét kan vi passende skylle ned med chokolademousse og et glas portvin.

Velbekomme og godt nytår!

OBS. Årets nytårsmenu er på vores regning. Alle ovennævnte forfattere kan læses eller lyttes på eReolen.

Materialer