Gode havebøger - på eReolen

16.04.20
Forår er lig med klargøring af haven. Der skal klippes græs for første gang, ryddes op, plantes nyt, beskæres og gødes. Vi anbefaler her nogle bøger som kan bruges når der skal laves havearbejde.

Efter en våd og mild vinter startede foråret tidligt i år. I det allertidligste forår kan du begynde at lægge planer for den have, du ønsker den kommende sommer. Men det er ikke i det tidlige forår, du skal begynde at fjerne alle de nedfaldene blade, da de stadig beskytter planterne og forhindrer frostskader på de nye skud.
Om frosten vare ved til marts eller april, er meget forskelligt, men når foråret er godt i gang, så er det tid til at klippe stauderne, anlægge køkkenhave og plante krukkerne.

Køkkenhaver for dummernikker
af Henrik Nilaus

Om dyrkning i køkkenhaven for nybegyndere med råd og information om hvordan man får succes og stort udbytte med en lille indsats. Med hovedvægt på dyrkning af grønsager, men også om frugt og krydderurter. Desuden afsnit om skadedyr og bekæmpelse af disse.

Vores køkkenhave - en personlig beretning
Af Bertill Nordahl, Lene Hein Sørensen

En personlig beretning om arbejdet med at anlægge en stor køkkenhave beskrevet måned for måned via logbogs-notater, tegninger og fotografier.

Den spiselige permahave: med naturen som læremester
Af Birgit Rothmann

Introduktion til de grundlæggende principper for nordisk permakultur og gennemgang af hele designprocessen med detaljerede oplysninger om planter, vand, mad, dyr samt strukturer til brug for planlægning af haven.

Naturen ind i byen: sådan skaber du oaser på altaner og terrasser
Af Boe Sallingboe

Ideer til indretning af en have på altanen eller i baggården. Forslag til velegnede typer af planter og gode råd om lysforhold, krukker og vedligeholdelse af miljø og beplantning.

Teksten er oprindeligt skrevet af Cecilia, eReolen.dk

Foto: CDC on Unsplash

I 2020 sætter vi fokus på naturen. I samarbejde med DR og Danmarks natur- og friluftsorganisationer viser landets biblioteker dig nye veje til det vilde og oversete i vores natur.

 

Materialer