Dylanportræt

Bob Dylan fylder 75.

23.05.16
Nok er han albumaktuel, men der er en endnu mere aktuel begivenhed lige om hjørnet: Tirsdag den 24. maj fylder en af den populære musiks helt store ikoner 75 år. Derfor denne lille krusning henover en forrygende karriere.

Robert Allen Zimmermann, som er Dylans borgerlige navn, og hans karriere, er historien om den unge outsider, der forlod den søvnige provins i Duluth, Minnesota og satte kursen mod det New York der allerede havde appelleret til ham i årevis, da han rejste afsted i 1961. Dylan har selv udtalt, at han faktisk blot følte at han var på vej hjem da han pakkede kufferten - uden at se sig tilbage.


I 1962 pladedebuterede han som folksinger med et eponymt album, der indeholdt en række sange hvoraf kun en enkelt var selvskrevet; en hyldest til det store forbillede Woody Guthrie, der sammen med Dave Van Ronk og andre var store inspirationskilder i den tidlige Dylans sangskrivning og livsverden, der havde sit udgangspunkt i Greenwich Village. Her hang han ud på lokale klubber og spillesteder med navne som føromtalte Dave Van Ronk, den politisk bevidste sanger Phil Ochs og kæresten Suze Rotolo, der også prydede forsiden, gående med solisten arm i arm, på hans næste album, det ikoniske ”The Freewheelin’ Bob Dylan” fra 1963. Denne indeholdt klassiske hits som ”Blowin’ In The Wind”, ”Dont Think Twice, It’s All Right” samt mere politiske sange om krig og fred. 


Efterfølgende gik det slag i slag gennem 1960´erne, hvor Dylan udsendte det ene mesterværk efter det andet, herunder hovedværkerne ”Highway 61 Revisited” og ”Blonde On Blonde” (der fyldte 50 år tidligere på måneden) og fejrede store triumfer på koncertfronten med kolleger som f.eks. Joan Baez, blev elektrisk (til stor fortvivlelse og ambivalente reaktioner) og skrev i årene 1965-1966 på en bog, der udkom i 1970; den noget eksperimenterende ”Tarantula”.


1970´erne bød på succeser på pladefronten, men også på filmfronten, hvor Dylan havde en birolle i filmen ”Pat Garett & Billy The Kid” som figuren Alias. Han lavede ligeledes musikken til filmen, hvilket dokumenteredes på albummet af samme navn, der blandt andet indeholdt det klassiske Dylan-hit ”Knockin' on Heaven's Door”.

1975-1976 samlede han en del af de gamle venner fra tresserne til turnéen ”Rolling Thunder Revue”, herunder Joan Baez og Roger McGuinn fra The Byrds. Denne turné blev dokumenteret med filmen ”Renaldo and Clara”, der fik præmiere i 1978, og mange år senere på livealbum, udsendt som dobbelt cd i 2002 med titlen "Live 1975".

1970´erne bød ellers også på succesrige albums, blandt andet ”Planet Waves”, skilsmissealbummet ”Blood On The Tracks” samt albummet ”Desire”, hvor Dylan igen blev en smule politisk i hyldestsangen ”Hurricane”, skrevet til den uretfærdigt morddømte sorte bokser Rubin ’Hurricane’ Carter, som Dylan havde besøgt i fængslet.

Fra slutningen af 1970´erne og et stykke ind i 1980´erne kom den kristne periode, hvor Dylan udsendte albums som ”Slow Train Coming” (i samarbejde med Mark Knopfler), ”Saved” og ”Shot of Love”, der afspejlede den genfødte kristne Dylan på et noget varierende niveau. 


Generelt var 1980´erne ikke rigtig Dylans årti, og med få undtagelser, herunder ”Infidels”, ”Empire Burlesque” og det mesterlige Daniel Lanois producerede album ”Oh Mercy” fra 1989, var tiden ikke rigtig med Dylan, hvilket var et mønster der fortsatte et stykke ind i 1990´erne. Paradoksalt nok var det i dette årti han startede sin ”Never Ending Tour”, der i skrivende stund stadig kører.

Vendepunktet kom i 1997 hvor Dylan udsendte albummet ”Time Out Of Mind”, der af pressen unisont blev udråbt til et mesterværk på højde med det bedste fra velmagtsdagene i 1960´erne. 
Tendensen fortsatte ind i det nye årtusinde, hvor han i år 2000 blev tildelt en Oscar for sangen ”Things Have Changed”, temasangen til Curtis Hansons film ”Wonder Boys” med Michael Douglas i hovedrollen. 

Siden er der kommet flere glimrende plader fra Dylan, herunder sågar en juleplade, samt coveralbummet ”Shadows in the Night”. 20. maj 2016 udkom albummet ”Fallen Angels”, der også er et coveralbum.

Når han tirsdag den 24. maj fylder 75 år, kan både han og vi se tilbage på en bemærkelsesværdig karriere med ganske mange lyspunkter, et tekstunivers der flere gange har været oppe og vende som emne til Nobelprisen og nogle udødelige sange vi alle sammen bærer med os, selvom mange måske ikke engang ved hvem der har skrevet dem. Tillykke Bob! 

Materialer