Vinterferieanbefalinger til børn

09.02.23
Årets første skoleferie starter snart og det kolde vejr giver tid til hygge og læsning i rare omgivelser. Her kan du finde inspiration til spændende læsning og vær med til vores vinterferie-læse-bingo.

Børnelitteraturformidler Louise anbefaler:

Troldmanden fra Jordhavet af Ursula Le Guin. Højt- og selvlæsning, fra 13 år:

Episk fantasyfortælling. En klassiker fra 1968, der har inspireret mange forfattere. En eviggyldig historie om en storslået, magisk rejse og kampen mellem det gode og det onde.

Drengen Gæt vokser op på den nordlige beliggende ø Gont, hvor han som 13årig går i lære som ’kogler’, en art troldmand, der arbejder for det gode, og som kan helbrede og gøre gode ting for andre.

Men Gæts evner er anderledes. Fra han er helt lille, rummer han stærke kræfter som blandt andet at få dyr til at lystre ham. Gæt kommer på en Troldmandsskole, hvor han som overmodig lærling påkalder sig en skygge fra dødsriget, som forsøger at bemægtige sig ham. Han indleder derfor en jagt på Skyggen, en jagt gennem fantasiverdenen Jordhavet, som fører ham langt væk fra alt han kender og dem han elsker, men som udvikler ham til en mægtig troldmand.

Blokken ved verdens ende, af Arndís Thórarinsdóttir. Sjov og anderledes bog for børn fra 12 år

Dagny skal på ferie på en lille ø langt ude i havet for at besøge sin bedstemor, som hun aldrig har set. Intet bliver som Dagny havde forestillet sig for der er er vist lige en ting eller ti, Dagnys forældre har glemt at fortælle om bedstemor og øen.

Bedstemoren bor på en ø, hvor alle bidrager og bor samlet i Blokken. Der er intet overflødigt, og alt hvad man skal bruge, må man arbejde for eller gøre sig fortjent til på anden vis. Her er ingen internet, og hvis man vil bruge strøm, må man selv cykle sig til det. Der er heller ikke ekstra plads til nogen, det skal man også gøre sig fortjent til. Intet på øen og i Blokken er gratis, og Dagny ankom med årets sidste færge

Blokken er en skøn, anderledes fortælling om en anden måde at leve på, og om at møde en anden kultur. Bogen skriver sig lige ind i verdensmålene, og har mange temaer som klima, overforbrug og levestandard, som læseren helt af sig selv kommer til at tænke over.

 

De mærkelige børns klub, Petra Soukupová (oversat fra tjekkisk). Højt- og selvlæsning, fra 11 år.

Milla elsker dyr og hun forsvinder helt fra resten af verden, når hun får øje på et insekt eller noget andet spændende i naturen. Peter er ret lille af sin alder, han er god til at tegne, og om natten har han frygtelige mareridt, så han vil helst sove inde hos sin mor, selvom han går i fjerde. Katja føler sig tyk og grim og har ingen venner. Allerhelst vil hun bare læse og være i fred. Frans har dårlige ben, og går med krykker. Han er vred og elsker at provokere. De fire børn møder hinanden tilfældigt og kan ikke specielt godt lide hinanden til at starte med, men de udvikler et helt særligt venskab, hvor der er plads til, at de kan være sig selv.

Man følger de fire børns perspektiver, og deres forskellige måder at se verden på er både tankevækkende og med til at gøre historien sjov og spændende. Man føler, man lærer dem at kende, og selvom de set udefra ikke altid er lige søde, får man gennem deres tanker en stor forståelse for deres handlinger. En smuk bog om at få lov at være den man er og om venskab på trods.

 

SOS Gilleleje, af Camilla Hübbe. Krimi-spændingsbog for både piger og drenge fra 12 år

Da Simon på 13 år meget mod sin vilje flytter til Gilleleje, aner han ikke, at den lille turistby bliver rammen om en række spændende begivenheder, som tager afsæt i 2. verdenskrigs redningsaktioner af jøderne. Egentlig skal han skrive projektopgave om Anne Frank sammen med to lokale børn: pigen Sigga og Osvald fra hotellet.

Men hvorfor har hans afdøde morfar et hemmeligt rum i kælderen, og hvad laver de lysblonde mænd og den ældre herre i det øde sommerhus? Hverdagsoplevelser med familie, og historier fra fortiden kædes sammen med en organisation, som skjuler gamle nazister.

De tre unge rodes mere og mere ind i ting, som de ikke helt magter og havde det ikke været for en ældre onkel, var det gået helt galt. En rigtig godt fortalt historie, som udover at levere spænding, også sætter historiske begivenheder ind i en kritisk ramme.

 

LasseMajas Detektivbureau serie af Martin Widmark - Gæt med, når tyven skal findes! 8-12 år. Selvlæs fra 10 år.

I den lille by Vestervomstrup sker der tit mystiske ting. Heldigvis har Lasse og Maja deres eget detektivbureau, der løser alle slags spændende og farlige sager. 13 bøger i serien. Kan læses uafhængigt af hinanden. Bøgerne står i krimi-let.

Karl Smart, serie af Daniel Zimakoff

6 bd. Karl Smart er uimodståelig. Han er både klog, smart og flot, synes han da selv. Historien fortælles af Karl Smart selv. Nogle gange er der lavet små notater i margin om det, der sker. Der er farvede illustrationer undervejs.  (Sjove Bøger, Let at Læse – Rød Læseklub) 9-11 år, selvlæsning fra 9 år. 

Jeppe og Jakob, serie af Jesper Wung-Sung

Baseret på hans egne drenges gale streger. Jeppe og Jakob er dovne og ugidelige. De prøver ikke at hoppe over hvor gærdet er lavest, men venter på at gærdet flytter sig af sig selv. Men når man gerne vil have gratis slik og penge, kræver det faktisk en del fantasi, når man samtidig vil yde mindst muligt.

Enhjørning, Havfrue, Dragejægeren serie af Steve Barlow For 9-12-årige der kan lide bøger, hvor man skal finde sin egen historie.

En "du er selv hovedpersonen"-bog, hvor du som den magiske enhjørning Safir skal drage ud efter en anden enhjørning, som er blevet stjålet af den onde kejserinde Yin Tang.

Der er flere bind i "Du er selv hovedpersonen"-serien "Helt". I Enhjørning er man en gudinde fra den nordiske mytologi, som skal redde den stjålne enhjørning fra den onde kejserinde, før hun ødelægger Regnbuelandet. I Havfrue skal man redde havfolket og koralbyen fra at blive ødelagt af de onde Tritonere og i Dragejægeren er du en vikingekriger i landet Skandia som trues af en farlig drage, som du skal opspore og nedkæmpe. Der er altid flere måder at miste livet på, og kun 1 rigtig vej gennem historien. Sidst i bøgerne er en lille helte-quiz.

Elise og den brugte hund, Bjarne Reuter Højtlæsning fra 6 år, selvlæsning fra 9 år

Elise bor med sin far på Vesterbro. Han spiller violin til bryllupper og begravelser, og ind imellem foran Illum. Moren er i den brasilianske jungle og overvåger byggeriet af en hængebro. Og det har hun været alt for længe, synes Elise. Elise ønsker sig en hund, men det er småt med penge, så hun får en brugt hund. McAduddi (eller bare Duddi) er ikke helt almindelig, den kan nemlig tale.

Vidunderlig, sørgmunter bog om savn og venskab. Om Elise, der er stærk, stædig og sårbar, og hendes talende, filosofiske hund. Rigtig dejligt skrevet – med masser af ’guf’ for både børn og voksne.

 

Tove – en lille digter af Line Jensen Fra 4 år, men den er også god når man er ældre

Tove går til bageren efter gammelt brød, hun skriver i smug, og drømmer om at få lov til at gå i skole og skrive i fred. Vi hører om hendes første digtudgivelse og hvordan hun senere bliver berømt. Bogen er gennemillustreret og krydret med nogle af Tove Ditlevsens digte. Bogen bygger på Toves egne erindringer.

Billedbog om Tove Ditlevsens liv og samtidig et Danmarksbillede fra et fattigt København. Illustrationerne er i en tegneserielignende streg, der gør brug af forskellige grafiske virkemidler.

 

Verdens bedste Ester af Anton Bergman (Emma AdBåge). Til selvlæsning fra 8 år og højtlæsning fra 6 år

Da Ester starter i Signes klasse, bliver de ret hurtigt venner. Ester er verdens bedste Ester! Hun er modig. Hun har sin egen nøgle og en far, der aldrig er hjemme. Esters mor hedder Greta Garbo og er skuespiller i New York. Ester er spændende og lokker den lidt stille og forsigtige Signe til at gøre ting, som de egentlig ikke må. En dag finder Signe ud af, at Greta Garbo er død. Kan Signe være venner med en, der lyver?

En fin stilfærdig fortælling om et umage venskab. Et venskab, der trods begyndende løgne, ender i forståelse. Bogen har en undertone af omsorgssvigt, men uden at det bliver italesat eller moraliseret. En bog, der troværdigt beskriver de tanker og følelser, som piger går rundt med, og som har masser af stof til samtale og eftertænksomhed. Og en god slutning, der lukker bogen med et smil

 

Jeg er mig af Emma Adbåge. Velegnet til højtlæsning fra 6 år og gode læsere fra 8 år

Alma hader store fødselsdagsfester, hun er bange for boremaskinen i sløjd, men hun er altså ikke så genert, som hendes lærer siger. Hun kan bare ikke lide at række hånden op i timerne. Hun kan til gengæld godt lide at tegne og være sammen med veninden Molly. Og så er hendes højeste ønske en kanin, der skal hedde Luna.

Bog med 7-årig jeg-fortæller, der med humor og eftertænksomhed fortæller rammende om sit liv med skole, veninden Molly, forældre og den ret så irriterende nabopige.

 

Alle har en bagside af Anna Fiske

Billedbog om, at alle mennesker har en krop, og alle kroppe er forskellige. Der er store og små, tykke og tynde. Der er gamle og unge. Man bestemmer selv over sin krop, og det er vigtigt både at passe på sig selv og kroppen

Billedbog om kroppens funktioner og kropsbevidsthed for børn på 3-6 år. Til begrebsdannelse og dialog med børn om deres egen krop

 

Min helt egen supernavle af Ninka Reittu. Billedbog for de 3-6-årige

Er livet sjovere når man er større? Hvad skal man med tungen og numsen? Kan man være supertilfreds med sin egen navle? Mennesker har forskellige kroppe. Hvordan lærer man at sætte pris på sin egen?

Jeg-fortælleren (den lille) og Store skal til vandet for at bade. På vej til stranden ønsker den lille at have en anden krop. Han vil gerne være tyk som Store eller høj som et træ. Store og lille snakker om kroppens funktioner - både dem man kan se, og dem der er skjult indeni - og lille finder ud af, at han faktisk er meget glad for sin krop, som den er

Den lille i bogen afprøver sin krop, og alt hvad den kan, og finder på den måde ud af, at netop den krop, den lille har, passer nøjagtig til ham. Illustrationerne er farverige og gode at gå på opdagelse i, og fortællingen motiverer til, at læseren/barnet selv får lyst til at afprøve sin egen krop.

 

Hovedbrud af Johan Olsen og Vincent F. Hendricks. Højtlæsning fra 9 år. Selvlæsning fra 11 år

Hvad er tid og uendelighed? Hvad betyder det at være angst og at være et menneske

Johan Olsen og Vincent F. Hendricks ser nærmere på 22 hovedbrud, som defineres som ting og sager, vi som mennesker ofte ikke helt forstår. Johan Olsen beskriver hvert hovedbrud fra en naturvidenskabelig vinkel, mens Vincent F. Hendricks ser på de enkelte hovedbrud fra en filosofisk vinkel.

Bogen kommer rundt om emner som klima, angst, fejl, uendelighed, humor, og hvad det vil sige at være et menneske.

Velfortalt, flot og umådelig spændende bog, der kommer rundt om emner, der kan være svære at forstå og begribe for både børn og voksne. Forfatterne formidler med brug af hverdagseksempler, illustrationer og et enkelt sprog en række emner, som mange børn funderer over, på en interessant og vedkommende måde.

 

Verdens lege af Louise Banke

Over hele verden leger børn. Her er et stort udvalg af mange forskellige lege fra forskellige lande. Bogen vil være god til selvlæsning fra 10 år. Bogen beskriver forskellige lege fra mange forskellige lande. 46 lege gennemgås, der er en kort introduktion og vejledning i legen. De fleste lege kræver ikke noget specielt udstyr. Der er legen "vandmelonen flækker" fra Japan, her gælder det om at ramme en vandmelon med et boldbat med bind for øjnene. Legen "befri mig" fra Jordan går ud på, at en skal fange de andre og sætte dem i fangezonen.

Mange lege fra rundt omkring minder en del om hinanden. Der er mange afarter af "fangeleg" og "spark til bøtten", nogle af legene går også igen i forskellige lande. Bogen vil være god som inspiration til nye lege og samtidig til en snak om muligheder og forholde. Der er mange meget fattige lande, hvor legetøj er en luksus, i de lande finder børn alt muligt forskelligt at lege med. Udover diverse lege har bogen også flotte fotografier af børn der leger i de forskellige lande

 

Børnelitteraturformidler Birgitte anbefaler

 

Når Hjertet er en elpisker af Mette Vedsø

 

Hjertevarm og kærlig roman om gymnasieeleven Pi som i 1.g. pludselig falder besvimet om i klassen og bliver sygemeldt. Under sygemeldingen derhjemme lærer hun sin overbo, en udviklingshæmmet pige, Vicky, at kende.

 

Gymnasieeleven Pi har længe følt sig presset og angst, og hendes forældre og venner gør alt hvad de kan for at hjælpe hende efter hendes besvimelse. Men Pi har svært ved at føle noget som helst. En dag falder hun i snak med overboen, den udviklingshæmmede pige Vicky, som bor sammen med sin mor. Det bliver begyndelsen på et spirende venskab, og Pi får helt nye øjne på verden, både sin egen og den omkring hende

 

Ella er mit navn vil du købe det? af Mette Hegnhøj

En eksperimenterende bog, hvor det er skrevet på en gammel skrivemaskine, hvor tal og tegn er brugt kreativt, så de ligner mønstre og figurer.

Det er ikke en kapitalbog, som man kender den. Det er løsark, som er fundet i en æske i et antikvariat skrevet af barnet Ella. som har boet der med sin mor, hendes nye ven og Ellas hemmelige kat, som forsvinder. Faren er væk. Mon det er morens nye ven der har fjernet katten? Ella kan ikke lide morens nye ven.

Tilbage sidder man så netop, som havde man fundet en glemt æske med brudstykker af en skæbne beskrevet i digtagtige fragtmenter, som man aldrig får mere at vide om.

Fra 10 år og op

 

Bogen om Blom af Tina Sakura Bestle

 

"Bogen om Blom" inviterer os indenfor i den lille skildpaddes tankeforestilling om verden. Blom holder af at være til i verden, hun holder af at læse, at bage boller, at samle muslingeskaller og drømme sig afsted med vinden. Blom føler savnet da hendes lille ven larven forsvinder, mon hun kommer til at se den igen? For 5-9-årige

 

Bogen emmer  af fantasi, filosofi, livsglæde og det smukke i livet, kombineret med smukke illustrationer, der på fineste vis støtter den drømmende og filosofiske tone i bogen. Velegnet til højtlæsning, hvor den klart vil appellere til en god snak om livets små talrige glæder. Man bliver ganske enkelt bare helt glad i krop og sjæl.

 

Mit hjerte burde slå et andet sted af Mia Öström

15-årige Madeleine bor på en gård med sine forældre. Hun har netop afsluttet 9. klasse og skal efter sommerferien på landbrugsskole. Men Madeleine drømmer om et helt andet liv.

Hun er ikke interesseret i at arve gården og vil meget hellere på gymnasiet og fordybe sig i kunst. Faktisk føler Madeleine sig så adskilt fra livet på landet, at hun begynder at tro på, at hun må være blive forbyttet på barselsgangen. Da hun alligevel skal en tur til hovedbyen, beslutter hun sig for at finde sin rigtige familie.

 

En virkelig god roman om at være i puberteten og have et stort behov for at finde sig selv. Handlingen er humoristisk fortalt af hovedpersonen, der ser sit liv som i en film. Sproget er let og flydende, og læseren bliver hurtigt fanget ind og siderne vender næsten sig selv

 

Den gode skurk af Nicole Boyle Rødtnes

 

Når man er barn af superhelteforældre, forventer man ikke lige frem at ende på Superskurkeskolen, vel? Sjov læsning for alle friske drenge og piger fra 10 år

 

Magnus Løvenskjold og hans adopterede lillesøster, Lilli, mister deres forældre i en tragisk ulykke. Magnus mister sine nedarvede superkræfter i benene og klarer ikke optagelsesprøven til Superhelteskolen. Det gør Lilli heldigvis i kraft af hendes tekniske snilde og skarpe hjerne. Da Magnus trist må indse at drømmen er bristet, melder en anden skole sig på banen

 

Der er fart over feltet og masser af grin, når det danske forfatterpar vender alt på hovedet og lader os følge undervisningen på både Superhelteskolen og Superskurkeskolen. For er skurke kun onde? Og er helte altid de gode? Dette er første bind i en planlagt serie på 4. Forsiden leder tankerne hen på en superhelte-tegneserie, hvilket ikke rammer helt ved siden

 

Hjerte af pap af Kristina Aamand

To bøger om Sif på 13 år og hendes hverdag som skilsmissebarn med stedmor og papsøskende, den første forelskelse, venskaber og konfirmationsforberedelser. Til piger mellem 11 og 14 år

 

jerte af pap" er første bind i serien om Sif. Sifs forældre er skilt, og hun bor på skift hos far og mor. Hos far bor også Fiona, som er fars kæreste, og hendes to børn. Sif kan ikke lide Fiona, og vil helst have sin far for sig selv. Sif er forelsket i Konrad, men han er mere interesseret i Kashmir. Da Konrad til en fest i klubben kysser Kashmir, bliver Sif sur og vil have hævn. Desværre bliver hendes plan afsløret, og hun må undskylde for at få sine venner igen. "Hvad du ønsker" er andet bind i serien. Sifs konfirmation nærmer sig. Hun vil ikke have fars kæreste Fiona med og udtænker en plan, der skal få far og Fiona til at gå fra hinanden, men det går ikke helt, som hun forestiller sig. Hendes bedste ven, Hjalte, er vokset op uden sin far. Hans største ønske er, at finde sin far, så han kan være med til konfirmationen. Sif beslutter sig for at tage til Præstø sammen med Hjalte for at lede efter hans far

 

Fiskepigen af Søren Jessen

Smuk og hjerteskærende graphic novel om en pige og hendes lillebror, der er alene hjemme, da vandet stiger og oversvømmer alt omkring dem. Til højtlæsning fra ca. 10 år og selvlæsning fra 12 år

 

Frede og hans storesøster bor i et hus på en bakketop. Huset hedder Bakkely. Bakkely redder dem, da en storm skyller alt omkring dem væk og efterlader dem isolerede og alene, uden strøm, uden lys, uden forældre. Fredes storesøster gør alt, hvad hun kan for at skabe en illusion af, at alt er normalt. De to søskende leger med dinosaurer, fortæller historier, bager pandekager og sover i deres mors og fars seng. Samtidig er hun selv bekymret og bange. Hvor er deres forældre? Hvornår vil vandet trænge ind i huset? Og hvordan skal hun få Frede i sikkerhed, når alt de har er en gummibåd og et oprørt hav? Bogen er gennemillustreret med tegninger i blå og grønne nuancer

 

Virkelig flot graphic novel om et højaktuelt emne. Bogen danner et meget fint og rørende udgangspunkt for en dialog om klimaforandringer og om at hjælpe og passe på hinanden i svære tider. Meget fortælles mellem linjerne, og en fortættet, skæbnesvanger stemning præger den lille fortælling. På trods af den barske virkelighed, der omgiver de to børn, er bogen dog også præget af håb og fællesskab, og især søsterens omsorg for sin autistiske bror er meget gribende.

 

Allerbedste Molly - og den nye skole af Sabine Lemire

Molly skal starte på en ny skole og savner sin bedste veninde. Skolen er så stor, at hun farer vild, og alle de andre har sikkert allerede en at lege med. Første bind i serie om veninder, skolen og en irriterende familie. For alle mellem 7 og 10 år. Kan læses selv fra 9 år

 

Den nye skole er stor og skræmmende, og Molly savner sin bedste veninde, Ellen. De har det altid sjovt sammen. Nu skal Molly i stedet gå på en skole, hvor hun slet ikke kender nogen. Men så møder hun Lily, som leger vildt med drengene. Molly må gerne være med, men hun kan ikke engang finde toiletterne, da hun skal tisse. Hjemme forstår mor og far slet ikke, at Molly synes, det er svært at skifte skole. Først da hun kommer til at være ond mod sin lillebror, forstår hendes forældre, at hun er rigtigt ked af det hele

Skøn og realistisk hverdagsserie med en hovedperson, som både er sød, usikker og ond mod sin lillebror.

 

Elverdans af Nicole Boyle Rødtnes

 

"Elverdans" af Nicole Boyle Rødtnes er for dig mellem 10 og 14 år - og faktisk alle andre, som elsker fantasy. En serie, der blander klassisk skolerealisme med overnaturlige elementer.

 

Følg elvertvillingerne Ravna og Maise, der prøver at undslippe elverjægeren Marvis, der vil bruge Ravna til et ritual, der skal dræbe alle med trolddomsblod i årerne. Det er en spændende og velfortalt serie med både action og kærlighed.

 

Udadtil lever pigerne et normalt tweenliv med skolegang, interesser og venner, men hele tiden kæmper de for at skjule, hvem og hvad de er. Og at forelske sig er strengt forbudt. Det får konsekvenser for Ravna. Læs med og se hvad der sker.

 

Fanget i en verden af blokke - kampen mod creeperne af Fabian Lenk

De to brødre Finn og Josh spiller Minecraft sammen, da de pludselig bliver fanget inde i spillet. Vil det lykkes dem at undslippe - eller er de for altid fanget i en verden af firkantede blokke? Højtlæsning fra 8 år og selvlæsning fra 9 år

 

To brødre spiller Minecraft sammen, da de bliver trukket ind i spillet og fanges i en verden fyldt med creepere, zombier og skeletter. Den virtuelle verden regeres af en ond konge og dronning, som tvinger brødrene til minearbejde og gladiatorkampe. Brødrene møder to andre børn i minerne, og sammen begynder de at planlægge deres flugt. Bogen er 1. del af en serie. Den tyske forfatter Fabian Lenk spiller selv Minecraft. Han har også skrevet serien “Eurokicker

 

Zombio og Julie - det er monster sjovt af Malene Fabricius Holm

 

Hvordan kommer Frankensteins monster gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen? Og hvad skete der, da mumien Ramses blev forkølet? Eller da Hexriette holdt fødselsdagsfest? Korte, finurlige tegneseriestriber med monstervittigheder for børn i alderen 10-13 år

 

En samling korte tegneseriestriber med monsterhistorier. Monstre og uhyrer kan være meget menneskelige. De er ikke uden følelser og oplever helt almindelige dagligdags situationer som at gå til lægen, skændes med deres forældre, holde fødselsdagsfest og slå katten af tønden. Hver af de 18 historier i bogen rummer en kort afsluttet fortælling med en morsom pointe. Indimellem de korte tegneseriefortællinger er der (monster)reklamer for fx Dragebolsjer, Yeti Shampoo og Vampyr tandpasta

 

Rigtig god monsterhumor. Uforpligtende og letlæst underholdning. På forsiden får vi et godt indtryk af tegnestilen og møder nogle af de medvirkende i historierne. De korte tegneseriestriber rokker ved vores opfattelse af de forskellige monstertyper, som vi kender fra litteraturen og mytologien.

 

Vinterferie læse-bingo

 

Gør vinterferielæsningen ekstra sjov med denne læsebingo. 

Se om du kan sætte kryds ved så mange felter som muligt. I kan løse bingopladen hver især i familien og se hvem, der får flest kryds. Hvis du har 4 afkrydsede felter på stribe - så råb højt bingo!

Aflever arket på biblioteket senest d. 10. marts 2023 og vær med i konkurrencen om at vinde en sej bogpræmie.

 

God læselyst fra hele børmeteamet på Glostrup Bibliotek!

Materialer