Ugens anbefalinger til hængekøjen: Børnebøger fulde af sommer

01.07.20
Sommerferie og gode bøger går hånd i hånd. Derfor kommer Glostrup Bibliotek hver uge i juli med deres bedste anbefalinger til sommerlæsning for både børn og voksne.

I denne uge: Det er ikke altid, sommeren leverer så mange begivenhedsrige solskinsdage, som man havde ønsket sig, men så er det jo godt, at man kan regne med bøgerne! Der findes nemlig masser af bøger, som er fulde med sol, oplevelser og lange sommerdage. Vi anbefaler nogle af dem for børn her: 

”Garmanns sommer” af Stian Hole. Høst & Søn
Oversat fra norsk af Naja Marie Aidt
I denne farverige billedbog følger vi Garmanns sommer, inden han skal starte i skole. Gennem de smukke illustrationer får vi lov at mærke sommeren på helt tæt hold med alt, hvad den indebærer af modne bær og insekter, eftermiddagskage under parasollen, køligt saftevand og mælkebøtteblomster. Fra ca. 5 år.

”Magnolia af Skagerrak” af Bent Haller. Høst & Søn
Magnolia, hendes søstre og kusiner tilbringer sommeren i bedsteforældrenes sommerhus i Skagen. Bogen er spækket med sommerrige detaljer, så man nærmest kan smage saltvand og mærke græsset mellem tæerne. Og så er der en mystisk historie på færde. Det begynder alt sammen, da Magnolia en dag fanger en grim og mærkelig fisk. Fra ca. 5 år.

”Min sommer med røverfamilien” af Siri Kolu. ABC Forlag  
Oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller
I den her bog regner det faktisk lidt, men det bliver alligevel en uforglemmelig sommer for Vilja! Hun havde udsigt til en rigtig kedelig sommer, men så bliver hun stjålet af en røverfamilie. En sommer helt uden planer bliver erstattet af kioskkup og røvertræf, og det er hun faktisk glad for! En humoristisk bog for de 9-10årige.

”Villads fra Valby på sommerferie” af Anna Sofie Hammer. Høst & Søn
Normalt foregår bøgerne om Villads fra Valby jo i Valby, men i den her bog kommer vi også ud i landet. Villads har nemlig fået sommerferie, og dén byder både på en kanotur, en tur i sommerhus og på sommermarked, ismageri, vandkamp og meget mere. Med andre ord er der masser af sommerferie, daseri og leg at komme efter! Fra ca. 5 år.

”Den magiske sommer” af Sara Ejersbo. Gyldendal
Der er intet som en sommerforelskelse, og den får man i hvert fald at føle her. Josefine er på sommerferie hos sin tante ved Vesterhavet, da hun møder en sød fyr, som oven i købet er vildt god til at surfe? Hvad nu? Vi kan i hvert fald sige så meget, at det bliver en magisk sommer for Josefine. Fra ca. 10 år.

”Min finurlige familie på ferie” af Chris Higgins. Flachs
”Solstrålen” hedder campingpladsen, som Frida og hendes familie skal bo på hen over sommeren. Kan det blive mere sommerligt? En sommer med sand og strand, konkylier, vandmænd og bål. Fra ca. 5 år.

”Laura og sommeren” af Pauline Oud. Turbine
”Laura og sommeren” er en billedbog for de yngste med alt, hvad sommeren indebærer af is og badedyr. Laura holder nemlig sommerferie med sin farmor, og der skal de både bade i badebassin og lave deres egne mariehøns og sommerblomster. Sidst i bogen er der inspiration til, hvordan man selv kan lave sådan nogle. Fra ca. 3 år.

Materialer