Staycation i Glostrup for hele familien

02.07.20
Sommeren 2020 bliver en, vi husker, fordi den ikke er som vi er vant til. Mange holder ferie på hjemmebasen, en såkaldt ‘staycation’, hvor man er turist i sit eget lokalområde. Der masser gode muligheder for at skabe en hyggelig og oplevelsesrig ferie derhjemme. Hvad skal du lave med familien? Få inspiration her.

Sommerferieaktiviteter for skolebørn

Gå på opdagelse i de mange forskellige tilbud der er i sommeriglostrup.dk, her kan du lave fantasifulde og kreative fabeldyr, magnetfiskeri eller du kan komme på dramaskole og være med i en forestilling.

Gåture på Glostrups hyggelige stier

Gå på opdagelse i stisystemerne rundt om i Glostrup. Hvis du er til vandreture så lån Vandreture i Danmark på eReolen og hop i nogle gode gå-sko, der er mange smukke steder i Danmark, som kan opleves til fods.

På Vestegnen kan du lede efter de 6 glemte kæmper af Thomas Dambo. De store skulpturer er opført i genbrugstræ og har forskellige navne: "Thomas på Bjerget" i Albertslund, "Lille Tilde" i Vallensbæk, "Bakketop Trine" i Hvidovre og "Teddy Venlig" bor i Høje Taastrup. I Ishøj lurer "Oscar under broen" og i Rødovre snorker "Sovende Louis".

Lån elcykel og æblepresse

Er du træt af bilkøer og parkering og savner medvind på cykelstien? Eller drømmer du om, at lave æblemost til dig selv og din familie? Glostrup Kommune har 3 elcykler og en æblepresse, som man kan låne, hvis man er borger i kommunen.

Se mere her: http://www.glostrup.dk/borger/miljoe-energi-og-affald/groen-guide-raad/laan-aeblepresse-elcykel

Tag på skattejagt eller vær en ferieviking

Har du prøvet geocaching? Det er en verdensomspændende skattejagt, hvor man ved hjælp af GPS-koordinater leder efter små “skatte”, som andre har gemt i naturen. Tjek www.geocaching.dk for at se, hvordan du kommer i gang. Det er flere gemt i Glostrup og omegn.

Når du alligevel går rundt i dit lokalområde, hvorfor så ikke se det fra nye vinkler? Grib et kamera og se de vante omgivelser fra en ny vinkel. Hvis din familie kan lide at dyste, kan i konkurrere om at tage det bedste billede af vandtårnet eller spiral træerne i Egeskoven.

Husk vi har også Ferieviking, som er en skattejagt på Glostrups forskellige skoler. Hent et ferievikinge-ark på biblioteket og sæt i gang!

Leg på en naturlegeplads

Nogle gange har legen brug for nye omgivelser for at nå nye højder, og Danmark er fuld af gode legepladser. Hvis du har lyst til en afveksling fra det sædvanlige gyngestativ, kan I finde en oversigt over danske naturlegepladser på www.naturlegepladser.dk. Pak en god rygsæk med mad og drikke og kom ud i naturen for et par timer eller en hel dag.

God fornøjelse!