Sommerbogen 2020: Vær med i Danmarks største læsekonkurrence

11.06.20
Læs en bog i nattøj, anmeld en bog på film eller lav dit eget bogmærke. Fra i morgen den 12. juni og frem til den 22. august har alle børn mellem 6 og 15 år mulighed for at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2020. Der er lækre bogpræmier på højkant.

Hvad skal jeg gøre for at deltage? 

Vi plejer at skyde Sommerbogen rigtigt i gang med en sommerfest på Glostrup Bibliotek. Den har vi desværre måttet aflyse i år på grund af corona. Det er vi meget kede af, men heldigvis er det stadig muligt at læse bøger og være med i Sommerbogen 2020!

For at deltage skal du hente et udfordringsark på biblioteket eller printe det ud fra vores hjemmeside (arket er vedhæftet denne artikel). Du skal læse mindst tre bøger, skrive en lille anmeldelse af hver bog og udfylde mindst 10 udfordringer.

Som noget særligt på Glostrup Bibliotek kan du også vælge at indsende et videoklip med en anmeldelse af én bog i stedet for at skrive tre anmeldelser. Du kan få udleveret et lille postkort med instrukser sammen med udfordringsarket på biblioteket.

Hvad får jeg for at deltage? 

Udover at få læst nogle rigtig gode bøger, får du udleveret en splinterny bog for at indsende én anmeldelse på video eller for at aflevere tre små skriftlige anmeldelser. Kom ned på biblioteket og se, hvilke bøger du kan vælge imellem som præmie.

Hvis du udfylder udfordringsarket og afleverer det på biblioteket inden den 22. august, har du også mulighed for at deltage i den nationale sommerbogkonkurrence, hvor hovedpræmien er: TØM EN BOGHANDEL PÅ 5 MINUTTER. 

Vi glæder os rigtig meget til jeres anmeldelser og sjove input! 

Rigtig god sommerlæselyst fra Glostrup Bibliotek.