10 sprogtips til de 0-3-årige

09.12.20
SPROGSTIMULERING handler om at huske at bruge det, du altid har med dig: Øjne, ører, hænder, næse og mund.

Gode råd til den daglige samtale med de 0-3 årige

Øjenkontakt og en tæt relation er grundlaget for at give barnet et godt sprog. Selvom barnet endnu ikke selv kan tale, er det vigtigt, at du taler til det og afventer en reaktion fra barn. Du støtter barnet ved at tolke dets signaler og sætte ord på, indtil barnet selv kan tale.


Husk: Selv om dit barn endnu ikke selv taler, hører barnet de ord, du bruger. Dette er grundlaget for et godt ordforråd.
 

Gode råd til den daglige samtale med det lille barn:
 

Sluk telefonen 1 time om dagen og tal med hinanden i stedet. 

Sluk telefonen, når du går tur med barnevognen. Brug tiden på at fortælle barnet om det, I går forbi. 

Tal om maden, mens I sidder ved bordet. Fx ”Vi skal have kartofler. Vi må puste på dem, for de er varme.” 

Tal om det I ser på vejen hen til bedsteforældrene eller på vej hen for at aflevere søskende i børnehaven. Fx ”Se den flotte traktor. Den har godt nok nogle store hjul.” 

Fortæl, hvad I putter i indkøbsvognen, når I handler, fx: ”Her er mælken. Vi skal have 4 liter mælk.”

Fortæl, hvad jeres barns kropsdele hedder, når I bader ham/hende. Fx rør ved armen, mens I siger: ”Jeg vasker din arm.” Sæt børnesange på i bilen eller hjemmet og syng med. 

Tal med barnet, når I pusler det, fx: ”Nu tager vi den våde ble af. Ah, det er dejligt at få bar mås.” 

Svar på barnets lyde. Fx: Gråd: ”Jeg kan høre, at du er sulten. Nu skal du få mad.” 

Fortæl om de lyde, du hører, fx: ”Jeg kan høre, at det ringer på døren.”

 

Tips fra talehørelærerne i Herning Kommune i forbindelse med Sprogsporet.
Læs mere på: https://www.sprogsporet.dk/