Tranedun

For det første skal man læse digte, fordi det er sprogets atomforskningslaboratorium.

Hvis man vil udvikle sin fornemmelse for sprog, sprogblomster og stærke billeder, så er der absolut grund til at gå om bord i en masse digte. Jo flere jo bedre..

For det andet skal man læse Eske K. Mathiesens Tranedun, fordi den er fuld af stednavne, som man enten kender eller ikke kender og på magisk vis kommer man således både på rejse og på opdagelse nye steder, alene gennem ordene. Stærkodder, Spøttrup og Suselykke – eller flinteflækker, dummernik og dunbjælde samt mange andre ord ægger til nyfigenhed for at finde deres betydning -eller blot fordi de ligger godt i munden og på tungen.

Der gives så rige muligheder for at stoppe op og tænke sig om, f.eks.

”En hård straf at idømme
 En gammel tyrk med snehvid, hæklet kalot,
 hver dag mindst fire timer at sidde
 helt alene på bænken ved ét af København
 stærkest befærdede kryds
 og nøje følge hver enkelt bil med øjnene!
 Hvad har han gjort?”