Korrekturlæseren

”Jeg er pedant. Det er en vigtig egenskab for en korrekturlæser. En krakiler. Jeg finder andre menneskers fejl. Og slår hårdt ned på dem. Og nyder det. Ja, jeg sætter en ære i at påpege og rette fejl. Jeg holder af den røde tusch, der bryder den ellers uantastelige sorte sats. Jeg har øje for inkonsekvenser og uregelmæssigheder. Sådan skal en god korrekturlæser være. Pernittengryn, småtskåren og retskaffen. Jeg er en sadist, siger min eks. Søn af en revisor.”

Sådan lyder bagsideteksten til Korrekturlæseren. Sådan en tekst, sådan en person er en læseanbefaling udover det sædvanlige. Derfor måtte jeg ganske enkelt læse denne bog, selvom jeg hverken har hørt forfatteren eller bogen omtalt før.

Holder den så? – svaret er ja for pokker!

Der er tale om en stramt komponeret bog. Der i korte sekvenser opruller hovedpersonens karaktertræk. I en blanding af indre monolog og konens udsagn om ham. Det er nøgternt. Klinisk. Renset for sympati eller antipati for hovedpersonen.

En bog der kun kan anbefales for sin stramme form og præcise karakteristik af en person i et både økonomisk og fint sprog.