Jon Fosse Bådehuset
Bådehuset handler om den sommer, som netop er forbi og om ungdommen, som fortælleren og Knut havde sammen. Om rockbandet de startede og det trekantsdrama, der udspillede sig sidste sommer. En historie om venskab, kærlighed og jalousi, spændende som en kriminalroman og fortalt på Fosses karakteristiske måde.
Det der gør denne lille bog særegen - den er kun på små 153 sider – er ikke så meget handlingen som selve måden den fortælles på. Det er langt tid siden at jeg har læst et kapitel på næsten 35 sider uden et eneste punktum, men med masser af kommaer. Det skaber en særlig rytme og dynamik, der næsten tager pusten fra en. Det særlige ved bogen er dens rytme, hvor fortællerstemmen gentager sig selv igen og igen, men med stadig nye tilføjelser til selve hovedhistorien som langsomt og næsten som et stadigt større omkvæd åbner sig for læseren.
Lyder det mærkeligt. Det er det også i begyndelsen, men rytmen og fortællingen indfanger en, hvis man stiller sig tilfreds med at falde ind i bogens fortællerytme og man kan ikke lægge bogen fra sig før end den er læst og det går stærkt. Det er en af den slags bøger der skal læses i et langt sug. Det er simpelthen ikke muligt at læse være. Oversat at den altid fremragende Karsten Sand Iversen
