Birdcage Inn og The Darjeeling Limited
Bibliotekar Frank Nørregaard fortæller i sin klumme om stort og småt inden for litteratur og film ikke mindst - om alt det du ikke vidste fandtes.
Birdcage Inn & The Darjeeling Limited
I byen Pohang ligger det lille pensionat Birdcage Inn. For at lokke flere gæster til tvinges den fattige værtsfamilie til at have en prostitueret som logerende. En dag flytter Jin-a ind og begynder at sælge sin krop til de øvrige gæster for mad og logi.
Trods det at hendes tilstedeværelse giver familien mad på bordet bidrager Jin-a til en voksende uro blandt de allerede pressede familiemedlemmer. Moderen og datteren Hye-mi lægger ikke skjul på deres mishag, mens sønnen og faderen føler sig tiltrukket af den smukke unge kvinde, og begge ønsker at krybe ned i hendes seng.
Filmen er skabt af Sydkoreas mest omtalte filmmager Kim Ki-Duk og bør ses for sine smukke billeder der trods en forrået verden ikke lader alt håb ude. Samtidig er det kig ind i et samfund vi ikke ved for meget om og heller ikke ser særligt meget til på tv og på film, når vi taler om hverdagsbegivenheder.
Det er ikke målet, der er afgørende. Det er selve rejsen - en passende karakteristik af The Darjeeling Limited.
Tre amerikanske brødre, der ikke har talt med hinanden i over et år, tager afsted på en togrejse tværs gennem Indien for at finde sig selv, finde hinanden og forsøge endnu engang at blive den tætte enhed de var da de var små. Men alle de perfekt lagte planer forsvinder som dug for solen i den brændende morgensol, godt hjulpet af smertestillende håndkøbsmedicin, indisk hostesaft og en ordentlig dosis peberspray. Og pludselig er de tre brødre strandet i midten af en flimrende hed ørken i selskab med 11 kufferter, en printer – og en lamineringsmaskine.
Så er tonen slået an.
I den filmanmeldelse jeg læste, da filmen lige var kommet op i biograferne, sluttede med, at man går ud af biografen med et smil. Præcis sådan oplevede jeg det selv da jeg så filmen. Det er film fuld af skæve påfund. Hvor får de ideerne fra – tænker man med et smil på læberne.
Frank Nørregaard
