Natpatruljen
Bibliotekar Frank Nørregaard fortæller i sin klumme om stort og småt inden for litteraturen ikke mindst - om alt det du ikke vidste fandtes.
Med natpatruljen - med revolver, haandjern og politilygte
Denne bog fra 1937 bør man kende hvis man er fra Vestegnen.
Den er skrevet af Inspektionsbetjent E. Bai Duelund. Bogen foregår i Københavns Amts Søndre og Amager Birk. En Birk er et en retskreds og et politiområde, Søndre Birk havde stationer i Glostrup, Taastrup, Ballerup og Rødovre og dækkede bortset fra de nordlige områder omkring Ballerup, Farum og Herlev det vi i dag kender som Vestegnen.
Det er en farverig fortælling om den omfattende småkriminalitet der foregik i 1920’ernes og 30’ernes byer og områder vest for København mod Roskilde. Vi møder kirketyven, hønsetyven og en stribe godtfolk som kommer direkte fra tugthus, men efter et kort ophold i friheden må vende snuden den anden vej tilbage til ’forbedringsanstalten’ som og Bai Duelund både vittigt og indsigtsfuldt undrer sig over: Forbedring til hvad?
Bai Duelund var berømt og berygtet i sin samtid. Berømt i offentligheden, fordi han havde en særlig evne til at opsnappe tyveknægte på vej væk med deres bytte eller i fuld færd med at begå indbrud og berygtet hos de kriminelle af selvsamme årsager. Han var en sporhund og en ildsjæl uden lige. I sin samtid var han den første til at tage ud og fange tyve om natten og i de tidlige morgentimer for som han ræsonnerede: ’Hvorfor vente på at optage rapport fra folk, når begivenheden er indtruffet, hvorfor ikke opsøge begivenhederne og standse de kriminelle handlinger?
Med Bai Duelund opstod Natpatruljen. Ordensmagten fik en helt ny betydning med Bai Duelund. Før Bai Duelund fandtes natpatruljen ikke, men Bai Duelunds indsats overbeviste mange om nødvendigheden af at omlægge politiarbejdet. Han gjorde en forskel i sin samtid – man fristes til at sige at han gjorde turen med Da det vilde vesten blev tæmmet!
Læs uddrag af bogen og få noget af stemningen fra tiden med. God fornøjelse.
