Den Hvide Konge
Bibliotekar Frank Nørregaard fortæller i sin klumme om stort og småt inden for litteraturen ikke mindst - om alt det du ikke vidste fandtes.
Den Hvide Konge
Djata er 11 år gammel, da to mænd fra sikkerhedspolitiet en dag henter hans far. Djata forstår ikke hvorfor, og han forstår heller ikke, hvorfor hans mor bryder i gråd, når han giver hende tulipaner.
Djata er overbevist om, at hans far kommer tilbage og håbet bærer ham gennem de mest absurde og vanvittige situationer; fodboldkampe på radioaktivt græs, guldgravning i nedlagte mergelgrave, umulige forelskelser, hemmelige pornofilm i biografens baglokale og skydekonkurrencer med hans skydegale og politisk indflydelsesrige bedstefar.
Vi får aldrig at vide i hvilket land, vi befinder os, men med György Dragomans personlige baggrund som en del af det ungarske mindretal i Rumænien peger det mod Rumænien bag jerntæppet i 1980’erne under Ceausescus styre.
Det er en grum roman. Den menneskelige armod og brutalitet står i kø gennem de forskellige kapitler. Det er skrevet med en sådan nøgternhed og enkelhed, at billederne af det der sker, optræder med en sådan klarhed at det nærmest er en film der kører for ens indre nethinde.
György Dragoman har med sin meget stramme roman på 235 sider begået et lille mesterværk og jeg er sikker på, at vi kommer til at høre meget mere til ham. Han har da også fortjenstfuldt modtaget den meget prestigefyldte Sàndor Marai pris i Ungarn.
Hvad skal vi dog med sådan en mørk og grum roman? - Vi skal lære noget om menneskets evne til at gennemgå og overleve under de værste vilkår. Kun det giver forhåbninger på menneskehedens vegne, at den enkelte evner at overleve med sjælen i behold, trods den største grumhed.
Endelig skulle vi gerne bruge den indsigt til at forstå forskellen mellem barbari og civilisation. Vi skylder ganske enkelt os selv den ulejlighed.
Bogen er sammen med Sasa Stanisic’ bog ’Hvordan soldaten reparerer grammofonen’ en af de absolut bedste bøger jeg har læst inden for de seneste år.
Frank Nørregaard
