DR Romanklubben sæson 2009-2010
I den forgangne vinter har Glostrup Bibliotek været vært for to læsekredse der begge har været tilknyttet DR Romanklubben.
Sammen med tilsvarende læseklubber over hele landet har vi læst og diskuteret seks gode (og ind imellem udfordrende) nye danske romaner. Sæsonen afsluttes med at alle læseklubberne udvælger de fire romaner man synes bedst om, og sender dem videre til finalen, hvor den endelige vinder af årets DR Romanpris kåres. Vinderen offentliggøres den 13. juni.
I år har vi læst:
”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” af Robert Zola Christensen,
”Apropos Opa” af Julia Butschkow,
”Mange sære ting for” af Svend Åge Madsen,
”Liberty” af Jakob Ejersbo,
”Hej menneske” af Merete Pryds Helle,
”Julius´afsind” af Rune T. Kidde
Grethe Møller Hansen fra Læseklubben i Glostrup har skrevet dette digt om Romanklubben og årets nominerede bøger.
Hej menneske - hej bogklub.
Nu har vi læst både rub og stub
Af denne sæsons spændende bøger
Skrevet af nogle, der alle søger
At blive kåret til årets bedste,
Og derfor må vi i aften feste.
Anni har sagt - det bliver med taler
Så vi må fortælle om vor idealer.
Er det Edith med tid og korn og lam?
Eller er det lige netop ham
Jacob Ejersbo med Afrika, sort eller hvid?
Eller a'propos Opa - han var jo strid?
Vi læser, men vi kan også hygge
Måske så vi en tydelig skygge
Af "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg",
men jeg tør ikke gå ud og sværg'
På, hvor meget han drak - den gode mand.
Han var da vist ude af sin forstand.
Sv. Åge Madsen - var den lidt svær?
Men Leif sagde "Lad dog lige vær'",
Den er genial, ja ligefrem sjov -
Men selv vil jeg gerne igen have lov
Til at fremhæve Liberty - sikken beskrivelse,
Og man ved jo: "Det er ej overdrivelse!"
Julius - han var da speciel
Gad vide, hvad han tænkte selv?
Rune Kidde har virkelig strenget sig an
For at beskrive en sindssyg mand.
Jeg håber aldrig at møde ham -
Tanken kan gøre mig ganske klam.
Er du interesseret i at være med i en læseklub her på Glostrup Bibliotek, kan du holde dig orienteret om tilbuddet her på hjemmesiden eller i bibliotekets Kulturkalender.
Næste sæsons program offentliggøres medio juli.
